 |
Isnende danse macabre
En køretur, et brændende ønske om at lave film og $31,000 ligger til grund for Carnival of Souls, en film, der ved sin premiere i 1961 ikke satte de store bølger igang, men som med tiden har fået sig et større og større publikum, og den dag idag betragtes som et uomgængeligt værk inden for gysergenren. En lignende skæbne overgik som bekendt Michael Powell's massemorderportræt Peeping Tom, som af kritikken i 1960 bestemt ikke fik den anerkendelse, den havde fortjent. Den siden hen støt voksende respekt omkring de to film kunne imidlertid tyde på, at de begge (på hver sin måde) har været forud for deres tid, og Carnival of Souls er med sine mange kreative kvaliteter et strålende eksempel på, hvorfor independent film ofte kan være særdeles interessante bekendtskaber og fortsat bør have en eksistensberettigelse.
Det var en dag, da Carnival of Souls' instruktør, Herk Harvey, kørte forbi et nedlagt tivoli ved en udtøret sø i Salt Lake City, at han så de første billeder af filmen for sit indre øje. Lokaliteten havde noget gådefuldt over sig, som gav ham inspiration til en scene, hvor en flok levende døde danser vals inde i en stor hal. Sådan var udgangspunktet for en ikke videre specificeret historie, og dette fremlagde han så for John Clifford, som følgelig blev spurgt, om han kunne bygge et manuskript op omkring denne vision. Ud af det kom der så en mystisk beretning à la "The Twilight Zone", der er sikkert plantet et sted i gråzonen mellem de levende og de dødes univers, hvor verden tilsyneladende ser ud som den hele tiden har gjort, men har fået sig en lille drejning. Drevent og udspekuleret bliver der rykket ved publikums opfattelse af virkelighed og fantasi, og hovedpersonen Mary (Candace Hilligoss) kan heller ikke finde ud af hvilket ben hun skal stå på, efter hun mirakuløst som den eneste overlever et fatalt biluheld i en flod ved filmens start. Da hun efterfølgende tager af sted til et nyt job som organist i en anden by, drages hun på vejen uforklarligt mod det benævnte, afsides tivoli, der om natten ligger dødt i horisonten som en anden enlig gravsten. Vel ankommet til sin destination prøver hun at komme ind i de vante folder, men andre sære fænomener indfinder sig - i perioder synes hun at være usynlig for sine omgivelser, og en tavs, ligbleg mand dukker uafladeligt op på de mærkværdigste steder. Har han en forbindelse til Mary's videre skæbne?
Plottet bliver afviklet med en distanceret kølighed, og det er en af kilderne til den understrøm af hypnotisk uhygge der går gennem fortællingen om en kvindes trinvise afsondring fra omverdenen, og det er, med undtagelse af Polanski's Repulsion, sjældent set fremstillet så klaustrofobisk og teknisk flot som her. En del af æren bør rettelig også tilfalde Gene Moore, der med sit ejendommelige og skæbnetunge kirkeorgel på lydsiden anslår den rette følelse af tungsind og tristesse. Men selv om både Hilligoss og Sidney Berger (John, Mary's sjove og nørdede bejler) er gode, så er filmens mest markante hovedperson det mennesketomme tivoli. Hvad enten man ser det om natten eller i dagslys, oplever man den samme myrekrybende atmosfære som i en forladt westernby, hvor kun vindens susen bryder den forstemmende stilhed, og der skal kun de allermindste virkemidler til, for at der løber en kold rislen ned ad ryggen. Herk Harvey formår besindigt, men med maksimalt udbytte, at vride al den dæmoni ud af sin imponerende kulisse han overhovedet kan, og den megen visuelle opfindsomhed der bliver stillet for dagen, kan sandsynligvis tilskrives de strengt økonomiske begrænsninger. Historiens afsluttende clou er måske knapt så banebrydende i dag, som det var i sin samtid, men så har Carnival of Souls til gengæld et kunstnerisk og stilistisk overskud, som både George A. Romero, John Carpenter og salig Stanley Kubrick med glæde ville skrive under på. Harvey's smukke danse macabre vil med lethed valse ind under gåsehuden på fremtidige generationer af beundrere og få dem til at forstå, hvorfor rigtige filmelskere lejlighedsvis med nostalgi i stemmen ynder at sige "der var en gang!" 
Billede: 8/10
Man ville være noget af et skarn hvis man begyndte at indvende mod de små og større ridser, der nu og da er på gamle film, for Carnival of Souls står som en drøm. Skarpt, kontrastfyldt og med utroligt mange fine, små detaljer, billedet er alt hvad man turde forvente, og mere til. Hvis blot der blev gjort lige så meget ud af alle gamle film.
Lyd: 6/10
Det engelske lydspor i Dolby Digital 2.0 Mono er som forventet ikke særligt dynamisk, men til gengæld meget rent og dialogen går lige igennem uden forståelsesproblemer. Et godt stykke arbejde.
Ekstra: 10/10
Da capo til Criterion, der ser ud til at leve efter princippet, at ingen film er for lille til den store behandling, og Carnival of Souls er armeret til tænderne med vægtigt ekstramateriale. På den første af ialt to disks finder man, ud over hovedfilmen i biografversionen, dokumentarprogrammet The Movie That Wouldn't Die (28 min) om genforeningen af filmholdet i 1989, 39 minutters fraklip ledsaget af Gene Moore's atmosfæremættede orgelmusik, biograftraileren, en illustreret historie omkring Saltair-lokaliteten i Salt Lake City, samt programmet The Carnival Tour (5 min) - en rundtur på filmens locations som de ser ud i dag. På disk 2 finder man den 5 minutter længere Director's Cut af filmen (i en ikke helt så god kvalitet som biografversionen, men næsten), et audiokommentarspor med manuskriptforfatteren John Clifford og den nu afdøde instruktør Herk Harvey, 1 times uddrag fra film lavet af Centron Corporation - et industrielt filmselskab, hvor Harvey og Clifford var ansat i over 30 år, et essay om Centron's historie fra Ken Smith's Mental Hygiene, og til sidst tekstinterviews med Harvey, Clifford og Candace Hilligoss, illustreret med gamle fotos og andre mindegenstande. Spændende, informativt og gennemarbejdet. Lige til en topkarakter.
|
