Home

NavigatorSend os en mailOversigt over anmeldelserDownload anmeldelsen i Word formatRetur til forsiden

Specifikationer:

Cześć Tereska (2002)
Polen
Spilletid: 86 min

Instruktør: Robert Gliński
Skuespillere: Aleksandra Gietner, Karolina Sobczak, Zbigniew Zamachowski, Malgorzata Rozniatowska, Krzysztof Kiersznowski

Selskab: Propaganda
Region: 2 (PAL)
Billedformat: 1.76:1 (16:9)
Lyd:
DD 3.0 Surround: Polsk
Undertekster: Tysk, Engelsk, Polsk


Kan købes hos:

> Skok

Czesc Tereska

10/10

Czesc Tereska

Genre: Drama

Film
Billede Lyd Ekstra Screenshots
Information

Fortabt ungdom

"Kære mor, jeg vil få dig til at smile," bliver der sunget i kirken hvor den lille og stadig uskyldsrene pige Tereska er til sin første kommunion. Verden ser endnu lys ud på dette tidspunkt og fremtiden står åben for en ny årgang af unge på tærsklen til voksentilværelsen. Men har uskylden, ens drømme og den gode vilje nogen som helst chance i et samfund, som nok lover lykke gennem flittighed og hårdt arbejde, men hvor lediggang og fattigdom er en altoverskyggende faktor? Det er et af de spørgsmål der stilles i Robert Glinski's ubarmhjertigt hudløse og barske menneskedrama, der stiller skarpt på en generation af desillusionerede unge som er overladt til sig selv uden mål i tilværelsen. Lad det være sagt med det samme, at "Czesc Tereska" ikke går kompromisets forløsende vej, for den sociale indignation har været en af de primære drivkræfter for Glinski, og det har ikke levnet plads til mange smil undervejs.

Der er trange kår i Warzawa hvor den stille og generte Tereska bor med sine forældre og sin lillesøster i en boligblok, men hun er velsignet med kreative talenter og har en chance for at blive til noget og komme væk fra de kummerlige forhold som hun lever under. Hun går til sang i kirken, men drømmer om at blive tøjdesigner. Sådan en uddannelse koster penge, og med en arbejdsløs far som altid er plantet solidt enten foran fjernsynet eller nede på hjørnet med drukvennerne, hviler hele det økonomiske ansvar på den hårdt prøvede mor, som inderligt gerne vil give sin datter de bedste forudsætninger. Tereska får sine penge, men bliver bestjålet på skolen, og hvad gør man så? Hjemme er der lukket for kassen, og fra Renata, en af hendes klassekammerater, lyder det bedste råd: "Så ta' fra de andre." Renata er en rå og uimponeret blondine, som med sin fandenivoldske og dominerende attitude efterhånden bliver en slags forbillede for Tereska, der på den næsten konstant urolige hjemmefront med farens natlige raserianfald, ikke føler hun har nogen at se op til eller noget at komme hjem til. Hun begynder således at spendere mere tid sammen med Renata, og skolen og sangen bliver så småt skubbet i baggrunden til fordel for cigaretter, alkohol og smårapserier. Kraftigt ansporet af Renata slutter en håndfuld unge kriminelle knægte sig til deres lille gruppe og snart gør Tereska sig sine første seksuelle erfaringer. Og fra sidelinien kan hendes bekymrede mor ikke gøre andet end at se magtesløst til medens hendes datter glider længere og længere væk fra familien.

Men på trods af hendes udadtil tiltagende apati og ligegyldighed, så er Tereska et knudebundt af undertrykte følelser og indestængt vrede, som hun kun får afløb for gennem et særligt "venskab" med den endnu dårligere stillede dørmand Edek (gribende spillet af Zbigniew Zamachowski fra Kieslowski's "Hvid"), som på grund af invalidering er bundet til sin rullestol. Ensom og overladt til sig selv og sine spiritusflasker er han en af samfundets udstødte, hvilket har efterladt ham følelsesmæssigt udsultet og hungrende efter kærlighed. Grundet sin desperation er han villig til nærmest grænseløs fornedrelse for blot en smule opmærksomhed, så han tilbyder Tereska først at slukke cigaretter på hans følelsesløse ben, og senere hen at slå dem med en jernstang. Men hun skal så gengælde med kærtegn af seksuel karakter. Det destruktive forhold antager en stadigt mere faretruende form, og selv om Tereska er bevidst om det sidespor hun er røget ud på, vil hendes samvittighed så være så mærket, at hun ikke længere føler der er nogen vej tilbage fra håb- og modløsheden?

Med håndholdt kamera og billeder i sort/hvid rammer instruktøren Robert Glinski en autenticitet og et dokumentarisk nærvær, som giver tilskueren en til tider næsten ubærlig flue-på-væggen-fornemmelse, og med sine mange nærbilleder afsøger han de små nuancer i sine skuespilleres ansigter, som rummer så mange fint registrerede følelser. Ikke uvæsentligt er det, at de to centrale hovedrolleskuespillerinder Aleksandra Gietner og Karolina Sobczak (som henholdsvis Tereska og Renata) begge til lejligheden er fundet på et børnehjem, så de har selv haft filmens miljø tæt inde på livet. Og det mærkes. De spiller med nerve og lavmælt intensitet, og det er så overbevisende, at man efter ganske kort tid helt bliver i tvivl om hvorvidt der egentlig spilles skuespil eller om de bare er sig selv. Og det er bestemt ment som en ros.

Ind imellem er det rart at se hvor lidt der i grunden skal til for at lave medrivende drama, men det må alligevel være svært, eftersom der er uendeligt langt imellem film der formår at gøre et så uudsletteligt indtryk som "Czesc Tereska." Teknisk avanceret er den ikke, men den har til gengæld et budskab og et glødende engagement, og det har resulteret i en film der sætter sig i kroppen som en knugende betændelse. Den overvejende besindige fortællestil sørger for at de momentvise voldsudbrud rammer én med et chok, og med sin brutalt konsekvente slutning sætter den et af de mest definitive punktummer man mindes at have oplevet i et ungdomsdrama. Grimt. Modbydeligt. Mesterligt.


Billede: 7/10

Det sort/hvide billede er til tider en anelse overeksponeret og gennemgående let grumset, hvilket giver filmen sit tilstræbte dokumentariske islæt og har derfor intet med overførslen at gøre. For den er absolut nydelig og yder bestemt den kontrastrige fotografering retfærdighed. Billedet præsenteres i formatet 1.76:1 og er anamorfisk.


Lyd: 8/10

Der er overraskende meget aktivitet på det effektive Dolby Digital 3.0 Surround-lydspor, som oven i købet er velopløst og med god dynamik. Frontkanalerne byder på et væld af detaljer som er lette at retningsbestemme, og monosignalet i bagkanalerne sørger for at rummet også vokser bagud til.


Ekstra: -/-

"Czesc Tereska" kommer som en attraktiv dobbeltdiskudgivelse, hvor nr. 2-disk er reserveret til ekstramateriale. Ganske lovende er der valg mellem menuer på polsk, engelsk eller tysk, og starter man med de meget kortfattede bio- og filmografier om skuespillerne og folkene bag kameraet, så står teksten på det valgte sprog. MEN, de resterende features, som består af en "bag kameraet"-optagelse (31 minutter), et videointerview med hovedrolleindehaveren Aleksandra Gietner (36 minutter) samt filmens trailer, har man glemt at udstyre med undertekster på nogen af sprogene. Så da det på den baggrund er umuligt at foretage en reel vurdering af disse supplementer, vil der ikke blive givet nogen karakter i denne kategori. På selve hovedfilmen er der i øvrigt mulighed for (hvis man forstår polsk) at vælge et audiokommentarspor med blandt andre filmens instruktør og den unge skuespillerinde Karolina Sobczak.

©2003 Verdensfilm / designfaktor.dk | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse