 |
Æstetisk blodtørst på 1. klasse
Stil og elegance har været kodeordene for Harry Kümel, da han i 1971 instruerede den erotiske og pikante "Daughters of Darkness", som stadig med over 30 år på bagen kan bryste sig af at være blandt de mest vellykkede og delikate inden for vampyrfilmsgenren. Vi er selvsagt i selskab med blodsugere, oven i købet af den kvindelige og forførende af slagsen, hvilket bestemt ikke er nogen skade til, og i stedet for at støtte sig til klassiske horrorelementer og lade det røde flyde, fokuseres der mere på sensualitet, stemninger og latent spænding. Men selvom historien periodevis byder på et par grumme optrin og tonen gennemgående er mørk og faretruende, er den fortalt med besindighed og en ophøjet ro, så man som tilskuer hensættes i en tilstand midt imellem anspændthed og påfaldende velbehag.
Man mærker perfektionismen og klassen allerede kort tid inde i filmen, da to af hovedaktørerne trækker ind til hotellet i Ostende, hvor det meste af handlingen udspiller sig. Et par skinnende blanke støvler træder ud af bilen, og der panoreres op til et par knaldrøde læber, let fortrukket i et skævt, pirrende smil. Velkommen til grevinde Bathory (Delphine Seyrig), slægtning til en tidligere ungarsk grevinde Elizabeth Bathory, som ifølge en populær myte slog flere hundreder unge jomfruer ihjel og badede i deres blod for at holde sig evigt ung (grafisk udpenslet i en af de fire fortællinger i Walerian Borowczyk's antologifilm "Immoral Tales" med Pablo Picasso's datter, Paloma, som grevinden). På hotellet møder hun og hendes ledsagerinde Illona (Andrea Rau) det nygifte ægtepar Stefan og Valerie (John Karlen og Danielle Ouimet), som er på et kortere ophold på deres vej til Stefan's familie England. Men allerede kort tid inde i ægteskabet begynder de første dårlige tegn at dukke op til overfladen. Af en eller anden grund har Stefan ikke travlt med at introducere sin familie for en kraftigt insisterende Valerie, og i forbindelse med nogle brutale, lokale mord (hvor unge, smukke kvinder findes uden en dråbe blod i kroppen!?) erfarer hun så tilmed, at Stefan besidder nogle mørkere og mere intense drifter, da han pludselig besættes af en voldsom fascination. Denne uro er den lesbiske grevinde ikke sen til at udnytte, og idet hun har et særligt godt øje til den blide og følsomme Valerie, iværksætter hun en plan, som for alvor skal distancere ægteparret fra hinanden.
Et af de tiltrækkende elementer ved "Daughters of Darkness", er den måde som helte- og skurkerollerne er fordelt på, og i dette tilfælde er det vampyrerne som høster mest sympati. De skildres her som en udstødt og forfulgt minoritet, udmattede, afkræftede og konstant på flugt fra en uforstående omverden. Dette tragiske aspekt formår Harry Kümel fermt at eksponere via en dragende Andrea Rau med kasserollefrisure, der med sin stemmeføring og sit kropssprog forlener sin figur med sårbarhed og en stille melankoli. John Karlen besidder en intensitet og farlighed som Stefan, der langsomt lader sin dæmoniske natur træde frem, men den største attraktion er og bliver Delphine Seyrig, der leverer en vidunderlig pastiche over Marlene Dietrich, fyldt med patos og aristokratisk ynde. Eneste svage led er den franske sexskuespillerinde Danielle Ouimet, som desværre er for kold og farveløs og kun i enkelte tilfælde lyser op.
"Daughters of Darkness" er med sin kombination af vampyrfilm og fortættet kammerspil lidt af en sjældenhed og tilmed serveret i en kunstnerisk indpakning. Den dvælende fotografering er malerisk og sanselig, og så har François de Roubaix leveret et af de mest melodiøse og atmosfæremættede temaer der er skrevet til en film i denne genre. Tilhængere af nyere og mere strømlinede tiltag som "Blade I+II" og "From Dusk till Dawn" bør nok holde sig på behørig afstand, men for et mere kræsent og tolerant publikum med forkærlighed for sofistikeret æstetik og røde læber, er der nok at sætte tænderne i. 
Billede: 5/10
Anchor Bay levnede pænt med rum til forbedring på deres udgivelse fra 1998, for eksempel var billedet ikke forberedt til 16:9. Det er det denne gang (i formatet 1.66:1), hvilket naturligvis giver et ekstra point. Men derudover er det så som så med begejstringen. Billedet er stadig meget grynet, og det går følgelig ud over detaljeringen, specielt i de mørkere passager. Selv om det ikke distraherer synderligt, dukker der også jævnligt små og større ridser samt mærker op, og så kan man ofte ane en slags lys "aura" eller skygge rundt om personerne, et svaghedstegn fra de antikke VHS-bånd. Men farvereproduktionen er generelt stærk og tilfredsstillende, især den røde kulør træder tydeligt frem. Hvilket er ret relevant i denne kontekst.
Lyd: 5/10
Ikke noget dramatisk her hvad angår dynamik og slagkraft. Vi præsenteres for et redeligt, lidt mørkt, men dog rimeligt velfungerende 2.0 monolydspor, som gengiver dialogen klart uden de store forståelsesproblemer. Ikke fremragende, men heller ikke dårligt.
Ekstra: 9/10
Endnu en gang beviser Blue Underground hvorfor de hører til blandt eliten når det kommer til det at udstyre DVD-udgivelser med spændende ekstramateriale. Der bydes her på to forskellige lydspor med audiokommentarer. Det ene (som også var med på Anchor Bay's udgivelse) er med journalisten David del Valle og skuespilleren John Karlen, og det er ret fornøjeligt og underholdende, og det andet er med instruktøren Harry Kümel, som har en masse spændende informationer omkring produktionen af filmen - og han er meget ærlig. Dernæst har Blue Underground formået at støve Andrea Rau op i Tyskland til et velkomment videointerview, hvor hun på tysk (med engelske undertekster) fortæller om sin rolle som Illona. Og hun holder sig stadig rigtigt godt. Til at runde af med er der så biograftraileren, radioreklamer og et plakat- og billedgalleri. Et perfekt supplement til en flot film.
|
