Home

NavigatorSend os en mailOversigt over anmeldelserDownload anmeldelsen i Word formatRetur til forsiden

Specifikationer:

Fausto 5.0 (2001)
Spanien
Spilletid: 90 min

Instruktør: Isidro Ortiz, Álex Ollé og Carlos Padrisa
Skuespillere: Miguel Ángel Solá, Eduard Fernández, Najwa Nimri, Raquel Gonzáles

Selskab: Lauren Films
Region: 2 (PAL)
Billedformat: 1.74:1 (16:9)
Lyd: DD 5.1: Spansk, Højspansk
Undertekster: Engelsk, Italiensk


Kan købes hos:

> DVDGO


Officiel hjemmeside:

> Fausto 5.0

Fausto 5.0

8/10

Fausto 5.0

Genre: Psykologisk horror

Film
Billede Lyd Ekstra Screenshots
Information

Foruroligende og original variation over Faust-myten

På perronen står dr. Fausto og venter på det tog, der skal bringe ham til en stor lægekongres i en unavngiven by, og idet man kan høre lyden og mærke suset fra toget der er ved at trække ind, træder han over på den anden side af den markerede spærrelinie. Og filmen kommer således bl.a. til at dreje sig om menneskets basale instinkter, nærmere specificeret trangen til og spændingen ved at overskride grænser – ikke blot personlige, men især fra det alment acceptable og over i det moralsk anfægtelige, samt de deraf følgende konsekvenser. Fausto har nu hermed begivet sig ud på en surrealistisk dannelsesrejse, hvor han kommer til at finde ikke bare en form for sanselig frigørelse, men samtidigt også ukendte sider af sig selv, som bringer ham i kontakt med et dekadent og anarkistisk samfund, og med en virkelighed, som ikke syntes at skelne fra en drøm, eller rettere, det værste mareridt.

Fausto er læge på en hospitalsafdeling udelukkende med terminalpatienter. Han er dedikeret til sit arbejde og oprigtigt indstillet på at kunne gøre en forskel, men også kold, rigid og fuld af hæmninger. Med hans blege teint kunne han næsten selv gå for at være død, og hele hans tilværelse er da også koncentreret omkring døden i en sådan grad, at han har glemt selv at leve og mistet kontakten med sine egne følelser. Hvorfor han heller ikke ænser, at hans loyale og opofrende, kvindelige assistent Julia (smækre Najwa Nimri) med sine slet skjulte hentydninger og lidenskabeligt hæse røst tydeligvis er interesseret i et mindre platonisk forhold. Vel ankommet til sin destination og knap nok steget af toget, støder han så ind i Santos Vella, en påfaldende munter opstemt mand, som påstår at han for 8 år siden var i behandling hos netop Fausto, hvor han fik konstateret begrænset levetid. Dette møde sætter gang i en række hændelser, for de to kommer til at møde hinanden igen, - ja faktisk er det som om Santos konstant er de samme steder som Fausto. Samtidigt med begynder uforklarlige ting at ske for ham: En letfærdig ung kvinde møder uopfordret op på hans hotelværelse og beviser straks, at en mund kan bruges til andet end at tygge tyggegummi, hans forelæsning ender katastrofalt, da en pornofilm i stedet for den tiltænkte forskningsvideo blæses op på en storskærm, og tidligere terminalpatienter begynder at dukke op i bybilledet. Lidt efter lidt begynder Fausto’s verden at styrte i grus, og da han efterfølgende (om end modvilligt) bryder ud af sin sædelighed og giver efter for sine (primært kødelige) lyster, ryger han ud på et moralsk og grænseoverskridende sidespor. Fristelserne pibler frem som perler på en snor, og det står snart klart, at han i sansernes vold ikke kan skelne mellem godt og ondt. Alle de bizarre episoder kan dog med sikkerhed tilskrives den mystiske Santos, som uafladeligt tilbyder at opfylde alle Fausto’s ønsker, men hvem er han i grunden?

Man bliver unægtelig ført ind i den forpinte sjæls mørkeste afkroge og den apokalyptiske stemning er konstant ulmende i instruktør- og performancegruppen Fura Dels Baus’ (bestående af Isidro Ortiz, Álex Ollé og Carlos Padrisa) sanseberusende og visuelt overrumplende mareridtsvision, der giver et skræmmende billede på hvordan et samfund, hvor hver enkelt individ rådes af sin frie vilje, vil ende i kaos. Historien er kraftigt inspireret af Goethe’s værk ”Faust” om alkymisten, der i sin iver efter viden, sælger sin sjæl til djævelen og ledes i fordærv, og ligesom sit forlæg er denne kryptiske og symbolladede film multifacetteret, og ret beset en meget stor mundfuld. Med en beundringsværdigt kort spilletid på 90 minutter er der derfor her tale om et ekstremt kompakt værk, som er uden svinkeærinder og hele tiden dynamisk og medrivende fortalt. Og med en gnistrende veloplagt (og prisvindende) præstation af Eduard Fernández som Santos Vella, er der garanteret fuld valuta på skuespilkontoen. Med sin skælmske charme tiltrækker han sig al opmærksomhed hver gang han er i billedet – og så har han i øvrigt (meget passende i denne kontekst) med sit lange mørke hår og spidse hageskæg en slående lighed med … ja, gæt selv hvem.
”Fausto 5.0” er noget så sjældent som en eksistentiel, tankevækkende og udfordrende psykologisk horrorfilm, - et pikant, orgiastisk og psykedelisk billedtrip, som David Lynch selv kunne have skabt det.


Billede: 8/10

”Fausto 5.0” er ikke nogen kulørt film, og da mange af filmes scener er tiltænkt at skulle fremstå kolde og kliniske, dominerer de blege farver derfor ofte i billedet. Overførslen af filmen er foretaget fra en meget flot kopi, som praktisk talt er fuldstændigt fri for snavs og ridser. De sort/hvide kontraster står rigtigt godt, dog er der i korte perioder ikke voldsomt mange detaljer i billedet. Men dette er en lille indsigelse til en overvejende suveræn præsentation. Formatet er anamorfisk 1.74:1, selv om det på omslaget står angivet til 1.85:1.


Lyd: 9/10

De mange hektiske begivenheder på skærmen lægger kraftigt op til en matchende lydside, og forventningerne indfries. Der er fuld aktivitet hele vejen rundt i det store og åbne Dolby Digital 5.1 lydmix, diskanten er velopløst og bassen når helt ned under gulvbrædderne, når det går hedest til, og uden at overstyre. Eksemplarisk.


Eksta: -/-

Filmens trailer, filmografier, en omtale af instruktør- og performancegruppen Fura Dels Baus, Making of, liste over filmpriser, credits og trailere fra andre film. Ingen af disse features er med engelske undertekster.

©2003 Verdensfilm / designfaktor.dk | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse