Home

NavigatorSend os en mailOversigt over anmeldelserRetur til forsiden

Nyt / Filosofi

29.03.04

Så skal der råbes vagt i gevær til alle filmelskere. Den 15. Natfilm Festival gik i gang d. 26. marts og selv efter kun et par dages forløb, kan det allerede med usvigelig sikkerhed slås fast, at der er mere end rigeligt at komme efter, hvad enten man er til komedie, gys, western, action, martial arts, thriller, dokumentar eller socialrealisme - alle baser er dækket. Men det skal dog understreges kraftigt, at selv om der lokkes med nok så interessante forpremierer på nogle af årets kommende film, så gør man klogest i at hellige sig de mindre og mere eksotiske film som muligvis aldrig ellers får en chance herhjemme. De latinamerikanske lande er rigt repræsenteret med forskellige film som f.eks. det lille dogmeagtige og charmerende argentinske hverdagsdrama Ana and the Others, og de mere slagfærdige af slagsen som for eksempel Nicotina fra Mexico eller The Man of the Year fra Brasilien. Et stærkt asiatisk program er heller ikke at foragte, og der er så mange titler der byder sig til, at man er helt ærgerlig over ikke at kunne presse dem alle ind i sit program. Men skal man vælge bare én enkelt film ud fra denne serie (en modbydelig tanke), er Memories of Murder fra Sydkorea en af topkandidaterne til årets største oplevelse. Desværre er der allerede efter blot tre dage flere film der har udspillet deres rolle ved dette års festival, bl.a. de stilfærdige, men ulideligt intense og meget menneskelige Toter Mann og Wolfsburg af det tyske stortalent Christian Petzold har gjort et uudsletteligt indtryk, det kroatiske krigsdrama Witnesses gav isnen ned ad ryggen såvel som godt med tankegods og der var masser af varme og vemod i den thailandske Baytong, der totalt afvæbnende fortæller om en buddhistisk munk der mister sin søster ved et bombeattentat, hvorefter han må en tur til den meget fremmede storby for at tage sig af sin lille efterladte niece.

Men der er ingen grund til at fortvivle, for der er stadig rig lejlighed til at fange nogle højst interessante oplevelser lige indtil søndag d. 4. april, hvorefter festivalen flytter til Jylland og Fyn fra d. 7.-11. april med visninger af udvalgte titler fra det noget større Københavnske program. I aften kan man således stadig nå at lade sig forføre af den dampende hede og lækkert erotiske gangsterfilm fra Chile om to brødre, som begge er blevet lune på den samme unge stripper (en voldsomt eksotisk og urimeligt smuk Antonella Ríos), der uheldigvis også dyrkes intenst af den ene af brødrenes arbejdsgiver - den lokale mafiaboss. Der er en svedig atmosfære, masser af bar hud og et pirrende og pulserende soundtrack til denne pikante og velspillede film med titlen The Debutants, der vises for sidste gang i dag kl. 23.15 i Vester Vov Vov. I gysergenren er den sydkoreanske A Tale of Two Sisters og Inner Senses fra Japan to meget varme anbefalinger til dem, som godt kan lide at lette fra biografsæderne, de højeksplosive Intimate Confessions of a Chinese Courtesan og Come Drink With Me fra Hong Kong henvender sig i høj grad til det eventyrlystne publikum som sætter pris på højt tempo, drama og kung-fu i referenceklassen, og der er heller ikke meget der tyder på at man vil gå skuffet fra de franske Fear and Trembling eller Red Lights, sidstnævnte med den forhenværende Bond-pige Carole Bouquet.

Dette er dog kun et lille udpluk af det samlede program, og derfor skal der herfra lyde en helhjertet opfordring til at gå ind på Natfilms egen hjemmeside ved at klikke her og studere flere af omtalerne for de ialt 145 forskellige film der kommer fra så forskellige lande som Peru, Spanien, Argentina, Vietnam, Fillipinerne og flere andre nationer, som vi aldrig hører om eller ser noget til herhjemme og som det vil kræve alt for meget plads at nævne her. Så grib chancen og gå ind og se nogle af de mange fantastiske tilbud medens de stadig velsigner og beriger vores biografrepertoire, og glem samtidig ikke at gå ind på Natfilm Festivalen's hjemmeside og stem på din personlige favorit blandt de film der er i konkurrence om Publikumsprisen - og måske vil den få dansk premiere.

Rigtig god jagt og god fornøjelse i biografernes mørke.


Webmaster
René Pedersen


Filosofien bag Verdensfilm.dk

Man kan ind i mellem godt få trang til at holde sig for ørerne. Reklametrommerne for de kommende måneders amerikanske sommer- eller vinterblockbusters brager ofte så voldsomt igennem, at selv de døde ikke kan overhøre det, og det har mange gange den konsekvens, at det ser ud som om alle film der overhovedet produceres, både dem i biografen, på TV eller på DVD, kommer fra USA. Det har for undertegnedes vedkommende betydet, at der efter mange års intensiv interesse for film gradvist har indfundet sig en mæthedsfornemmelse for store amerikanske multimilliardproduktioner, som godt nok imponerer rent teknisk, men som efterlader en med en oppustet fornemmelse efter indtagelse af for mange tomme genbrugskalorier. Hvilket følgelig har inspireret til at gå på opdagelse efter nye historier i den store, mangfoldige verden, der trods alt findes uden for Hollywood, - hvis blot man kigger de rigtige steder.

Og det er derfor at De, kære læser, bør udforske denne hjemmeside nærmere, i så fald at De kan nikke genkendende til den ovenstående observering/meningstilkendegivelse, er en lille smule eventyrlysten, eller blot en anelse nysgerrig. Hvis De har mod på at komme godt ud i krogene, er De i hvert fald kommet til det rigtige sted.


Hvad vil jeg finde her?

Nu kan man let få det indtryk, at der her på siden hersker en total aversion mod Hollywood-produktioner i almindelighed, men dette er bestemt ikke tilfældet. Der laves så absolut fremragende amerikanske film, men selve hensigten med denne hjemmeside er at gøre opmærksom på alle alternativerne, som desværre alt for let drukner i den massive markedsføring af filmene fra USA, eller som aldrig når vores hjemlige breddegrader, det være sig i biografen eller på DVD. (Og så er mange amerikanske succesfilm i øvrigt ofte inspireret, eller decideret genindspilninger, af udenlandske film). Der bør være plads til alle, så derfor vil jeg bestræbe mig på en stor alsidighed i udvalget af film fra forskellige lande i forskellige genrer uden særlig favorisering, - selvom drama-, kult- og gysergenrerne dog har en særlig plads i hjertet.

©2007 Verdensfilm / designfaktor.dk | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse