 |
Et godt tegn
Det taler vist sit eget tydelige sprog, når en instruktør fra at have lavet Guld til præriens skrappe drenge med Dirch Passer, som sit næste projekt valgte at skære nok en komedie ligeledes med folkekære skuespillere, men med den væsentlige forskel, at der med jævne mellemrum blev budt på indslag af pornografisk karakter. Finn Karlsson er manden som i 1973 drejede lystspillet på tale, I Jomfruens Tegn, der blev en så betragtelig publikumssucces, at den avlede ikke mindre end fem efterfølgere.
Set med nutidens øjne virker det også som lidt af en sensation, at disse film kunne vises i almindelige biografer sideløbende med andre mainstreamtitler som f.eks. det seneste afsnit af Olsen-banden - omtrent lige så svært er det at forestille sig, hvis folk som Thomas Villum Jensen eller Michael Wiike og Steen Rasmussen i en nær fremtid pludselig stod frem og annoncerede en pornofilm med Casper Christensen på plakaten.
Men tiderne var også anderledes tilbage i starten af 70'erne. Modsat de kyniske og monotone dunkefilm man ser i dag, der så godt som ikke handler om andet end 'wham-bam-thank-you-ma'am', gjorde man sig dengang det besvær rent faktisk at fortælle regulære og muntre historier, der så bare 'tilfældigvis' indeholdt scener med mænd og kvinder, der 'gjorde det rigtigt'. Og netop fordi disse sekvenser indgik i en kontekst og kunne hænges op på en handling, havde man som publikum mulighed for i højere grad at engagere sig i filmene, som derved blev mere nærværende og fik mere 'kant'.
Op gennem 80'erne og 90'erne har man med jævne mellemrum set respekterede instruktører gribe til pornografi i deres film (med Bellochios Il Diavolo in Corpo fra 1986 som en af de mest kontroversielle), men tendensen er ved at brede sig. Flere og flere benytter sig i højere grad af hardcore indslag i deres værker og på den front har Catherine Breillats indflydelse i nyere tid ikke været til at overse. Senest er Michael Winterbottom med sin meget omtalte 9 Songs hoppet med på vognen, men dog (som i langt de fleste andre tilfælde) i et decideret alvorligt og kunstnerisk øjemed. Det er af en eller anden grund mere acceptabelt.
Der er dog ingen grund til at foregive, at begivenhederne i I Jomfruens Tegn animerer til personlig selvransagelse eller eksistentielle reflektioner af nogen art i et desperat forsøg på at retfærdiggøre filmens tilstedeværelse. Nej, det her er ren og skær underholdning, seriøsiteten er lagt på hylden og til gengæld serveres der en række unge, flotte og naturligt søde piger uden silikonebryster samt masser af sex for sjov i en uforpligtende og lystig historie (minus en forbløffende hårdhændet voldtægt - begået af kvinder!) der er afviklet helt i den danske folke- og forviklingskomedies ånd.
Et sjældent, astrologisk fænomen er ved at finde sted, hvor planeten Venus vil passere solen. Denne såkaldte Venuspassage har dog en særlig indflydelse på specielt de personer som er født i jomfruens tegn, nemlig den, at deres lyst til kønslivets glæder stiger ganske markant. Uheldigvis ligger der en astrologisk pigeskole, Nulpolitterinternatet, der i den by hvor passagen skal finde sted, og det er jo noget der kan give bekymringer hos den strikse, jomfruelige lærerinde (Sigrid Horne-Rasmussen), der gør alt hvad hun magter for at vogte over de uskyldige pigers moral og, ikke mindst, deres dyd. Hvor godt det lykkes kan nu diskuteres, for jomfruer, - det er de vist ikke.
Af frygt for en potentiel katastrofe samt de uoverskuelige konsekvenser, sender skolens komite derfor som et modtræk den gudfrygtige Monsieur Armand (Ole Søltoft) af sted med et hormonpræparat, der har en sløvende indvirkning på netop de kødelige drifter. Samtidigt andetsteds har den liderlige professor Bomwitz (Bent Warburg) så eksperimenteret med et pulver med den præcis modsatte virkning - noget der styrker den seksuelle potens. Og denne mand er bestemt ikke uvidende om den nært forestående passage, så han pakker sin opfindelse ned i en kuffert og begiver sig ivrigt af sted mod sin destination, hvor vidundermidlet skal afprøves i praksis.
Vel ankommet til den lille by sker der dog præcis det der ikke må ske. Da Armand og professoren runder et gadehjørne, støder de bogstaveligt talt sammen, og i forvirringen kommer de til at bytte kuffert med hinanden. Det får søvndyssende følger for Bomwitz, mens Armand, ligeledes uvidende om forvekslingen, som planlagt tager op til byens vandværk og i god tro hælder sit præparat i et kæmpe bassin. Desuden ligger byens eneste bordel strategisk placeret klos op ad pigeskolen, og derfra kræver det ikke det store talent eller en vildtvoksende fantasi at gætte resten.
Det hele kulminerer naturligvis i et eksplosivt orgie hvor væsker - deriblandt også vand og champagne - får lov til at flyde, men selv om der ikke lægges fingre imellem i de frimodige eskapader, så tager de sig i sidste ende overraskende uskyldige og relativt harmløse ud. For ud over at de reelt heller ikke optager mere end ca. 20-25 procent af de 88 minutters spilletid (hvilket måske er for meget for nogle, men de kan jo bare blive væk), så er hele herligheden jo først og fremmest et lystspil udført lige efter bogen, med handling og dialog højt prioriteret.
Lige som skuespillet, der faktisk er ret solidt over næsten hele linien og muligvis noget af det bedste og mest homogene i hele Tegn-serien. Ole Søltofts præstation er her (og i de næste tre film med) behageligt afdæmpet med god sans for underspillet, komisk timing, hvilket klæder ham. Men sørg lige for at nyde Sigrid Horne-Rasmussens hæmmede lærerinde når hun pludselig til sidst smider tøjlerne og går i vild ekstase - se dét er humor. Bent Warburgs indsats er traditionen tro meget svingende og som sædvanligt lidt af en smagssag.
Men indtrykket af professionalisme skinner også igennem i den tekniske afdeling. Det kan meget vel tænkes, at produktionen ikke har kostet alverden, og i så fald må det siges, at midlerne har været godt forvaltet og den velsmurte fotografering får i den grad filmen til at tage sig væsentligt dyrere ud end tilfældet nok har været. De få, men fotogene kulisser, og især pigeskolen, er indfanget i smukt lyssatte, farvemættede og velkomponerede billeder der oser af stemning, og det bibringer en unik sensualitet og sanselighed til de dampende erotiske omfavnelser.
Har man ikke tidligere stiftet bekendtskab med Tegn-filmene og er man tilligemed en kende nysgerrig, er I Jomfruens Tegn det helt rigtige sted at starte. Det simple plot besidder en egen, naiv charme og sågar poesi, der underbygges af det fængende og melodiøse lydspor helt frem til de afsluttende og berusende undervandsoptagelser. Finn Karlsson lavede ikke flere film efter denne, men med sin særdeles stilsikre iscenesættelse sørgede han til gengæld for at levere det samlet set mest helstøbte bidrag til serien af stjernetegn. 
Billede: 8/10
En 32 år gammel film, og den står som en drøm. Præsenteret i formatet 1.77:1 og forberedt for 16:9 TV, biledet har nogle af de mest sprudlende farver set i Scanbox' stjernetegnsudgivelser, såvel som præcise kontraster, der sikrer stærke sort- og hvidniveauer. Snavs og ridser er så godt som ikke-eksisterende og edge enhancement blev ikke bemærket. Skarpheden er det meste af tiden eminent, dog i perioder ikke helt i top, men det er så lidt, at det føles lidt skammeligt at nævne det. Desuden hoppede billedet et øjeblik i en eller to scener. Men det er også det. Jamen er det ikke bare dejligt?
Lyd: 7/10
Det danske Dolby Digital 2.0 Mono-lydspor har god dynamik og er bestemt fyldestgørende. Dialogen går rent igennem uden forståelsesproblemer og musikken har overraskende god bund og lyder varm og fyldig. I de mere stille (Venus)passager kan der af og til høres en svag susen, men det er ikke noget der generer eller påvirker filmoplevelsen.
Ekstra: 3/10
Nøjagtigt det samme som de andre Tegn-film: Et lille, ikke særligt interessant billedgalleri samt trailere fra denne samt de andre 5 titler i serien. Inde i DVD-æsken medfølger glædeligvis det originale biografprogram for I Jomfruens Tegn med et synopsis, oversigter over de medvirkende foran og bag kameraet samt flotte farvebilleder fra filmen.
|
