 |
Det' bar kunst
Inden for kunstens verden har den menneskelige anatomi til alle tider optaget og fascineret bl.a. skulptører, malere og fotografer, men på trods af at den er noget af det mest naturlige i vores hverdag, så har det næsten altid skabt postyr og kontroverser når den er blevet vist i mere eller mindre erotiske situationer på levende billeder, som var den noget syndigt man skammede sig over og ikke ville kendes ved. Og vist, det er den blevet – mange gange, nogle mere smagfulde og raffinerede end andre, og skønt der fra slutningen af 60’erne og op gennem 70’erne kom til at herske en større åbenhed og tolerance over for afbildning af nøgenhed, så kunne art cinema-film som Vilgot Sjömans Jeg er nysgerrig, Jens Jørgen Thorsens Stille dage i Clichy og i høj grad Nagisa Oshimas I sansernes vold stadig ryste frisindet og samtidig påvise, at grænsen mellem obskøn pornografi og ophøjet kunst er relativ og ikke sådan uden videre lader sig definere. En problematik der derfor også kan overføres på den polskfødte instruktør Walerian Borowczyks, dengang i 1973, meget skandaleombruste, men usædvanligt smukke episodefilm Immoral Tales.
Hvilket er synd, for her er der på intet tidspunkt tale om pornografi i den almindelige opfattelse af ordet (dvs. ægte penetrationer), selv om der rigtigt nok til lejligheden er mønstret det vel nok største opbud af afklædte, unge menneskekroppe man mindes at have set i en og samme film. Og jo, der skyes bestemt heller ikke bort fra at vise kønsbehåring i talrige nærbilleder, men til gengæld virker disse scener trods alt påfaldende harmløse, idet de besidder en helt særegen form for sanselighed. Borowczyk benytter sig ikke af den ellers så populære, tidstypiske soft-focus-teknik for at æstetisere og glamourisere de erotiske optrin (som f.eks. Emmanuelle), ligesom han afholder sig fra at bade sine aktører i varme, kulørte farver. Hans stil minder i høj grad mere om naturalisme, den flotte lyssætning får mange detaljer til at træde tydeligere frem, og denne tekstur og stoflighed som blotlægges gennem det ofte meget nysgerrige og afsøgende kamera, indeholder en ærlighed og autenticitet, som giver hver enkelt kropsdel sin egen, sitrende sensualitet.
Hvad der dog afgørende får Borowczyks i alt fire uafhængige fortællinger til at skille sig markant ud, er det næsten totale fravær af dialog. Mange andre, kunstnerisk orienterede erotiske film fra denne æra kunne have en demonstrativ trang til at snakke sig selv ihjel og drukne i pseudofilosofiske betragtninger og endte gerne med at fremstå som opstyltede, kedsommelige og intellektuelle pasgængere, som kun i små glimt var stimulerende at se på. Disse skavanker lider Immoral Tales kun i svagt omfang af, for ved udpræget at fokusere kraftigt på lydeffekter frem for det talte ord, skabes der en fortættet, intim atmosfære, det føles som om tiden står stille og næsten umærkeligt drages man ind i et stærkt suggestivt og drømmende univers, hvor de enkelte episoders forløb skal forstås ud fra en følelsesmæssig synsvinkel snarere end en logisk baseret tankegang. Så berusende er det, at man ofte ikke ænser hvad Immoral Tales i grunden handler om.
Og det er faktisk nogle ganske delikate temaer der er oppe at vende. I The Tide er historien henlagt til nutiden og fortæller om en eftermiddagstur ved stranden, hvor en 20-årig mand forfører sin 16-årige kusine, medens han (noget søgt) forklarer om sammenhængen mellem tidevandet, hans stigende begær samt endelige klimaks. Forsynet med et styk bibel og et par velvoksne agurker oplever Charlotte Alexandra (fra Catherine Breillats A Real Young Girl) i Thérèse Philosophe religiøs ekstase under en indespærring, og efterfølgende kan man overvære Pablo Picassos datter Paloma som Erzsébet Bathory i kapitlet af samme navn. Hun spiller en dekadent, ungarsk grevinde, en virkelig person, der angiveligt (her med hjælp fra sin personlige page og elsker Istvan) kidnappede hundredvis af unge piger fra omkringliggende landsbyer og slagtede dem for at bade i deres jomfrublod, idet hun mente det kunne holde hende evigt ung. Og til sidst står den på fuldbyrdet, historisk blodskam mellem Lucrezia Borgia, hendes bror Kardinal Cesare og deres far, Pave Alexander VI.
Det er bemærkelsesværdigt hvor let og sorgløs tonen reelt er når det tages i betragtning hvilke kontroversielle aspekter ved den menneskelige seksualitet der her afdækkes. Det skyldes at hver enkelt af de fire historier er så udsøgt og poetisk rettet an, men navnlig de to afsluttende, og især Erzsébet Bathory, løber af med de største roser. Med sine frydefulde kompositioner, smukke tableauer, asketiske scenografi og prægtige kostumer bliver den, til trods for sit bloddryppende omdrejningspunkt, til en lidenskabelig, romantisk og lyrisk fortælling om kærlighed og død – og muligvis noget af det mest dampende erotiske der er foreviget på film. Derfor er man også villig til at tilgive en kunstlet stil i de indledende afsnit samt acceptere Borowczyks anonymitet i forhold til nogle af fortællingernes moralske spørgsmål. Men antager man at Immoral Tales er tænkt udelukkende som pikant fantasi, ligger det mest anstødelige vel mere i valget af tabubelagte emner snarere end i udførelsen af dem. Så hold blot fast ved den tanke og nyd de betagende billeder. 
Billede: 8/10
Til alle dem der erhvervede sig Anchor Bay's udgivelse af Immoral Tales, der kom frem for et par år siden, er der bare at sige: Nu er det tid til en opgradering. Den tidligere version havde flere mangler, blandt andet var billedet voldsomt grynet, hvilket medførte betydelig uskarphed, men værst var, at filmen ikke var forberedt til 16:9 - selv om det stod anført på DVD'ens omslag. Begge disse skavanker rettes der op på i Nouveaux Pictures' klart forbedrede og eminent flotte overførsel. Den mættede farvegengivelse hører mere til i den naturtro end i den eksplosive ende af skalaen (hvilket er efter hensigten) og sort og hvidt står henholdsvis dybt og klart. Ridser og snavs holdes på et absolut minimum, og detaljerne i billedet træder gennemgående tydeligt frem. Thérèse Philosophe-afsnittet står dog klart 'værst' af de fire og forekommer mere grovkornet, - især i de sidste minutter synes billedet lettere udtværet og misfarvet. De letlæselige undertekster er dog, som på Anchor Bay's udgivelse, obligatoriske og kan ikke fravælges, men her er de dog uden den generende sorte baggrund - og forresten, så er filmen jo som nævnt fattig på dialog, hvorfor det er ret så begrænset hvor meget de egentlig forstyrrer i billederne.
Lyd: 6/10
Ser man bort fra at diskanten i enkelte tilfælde er en anelse spids, så er Immoral Tales udstyret med et behageligt, detaljerigt og støjfrit fransk Dolby Digital 2.0 mono-lydspor med klar talegengivelse (hvad der nu er af tale) og stemningsmættede lydeffekter. Bas er der så godt som intet af, men det er heller ikke savnet.
Ekstra: 3/10
Moderat interessant. Et begrænset billedgalleri med stills fra filmen er helt uden interesse og kunne sagtens være undværet, til gengæld er der et dokumentarprogram, Telling Tales (11.38), der gennem interviews med tre entusiaster kommer let omkring Borowczyks baggrund som filmmager og hans unikke, visuelle stil.
|
