 |
Lille spejl på væggen der ...
Det mesterlige japanske kuldegys The Ring fik det uvægerligt til at risle koldt ned ad ryggen hver gang man nærmede sig sit elskede husalter, og i artsfællen Kairo (aka Pulse) blev dét at surfe på internettet med et til en dæmonisk og ikke helt ufarlig foreteelse. I begge tilfælde blev en almindeligt brugt og tilforladelig genstand tillagt dæmoniske og supernaturalistiske egenskaber, hvilket i gysersammenhæng var en rigtig god ide, eftersom langt den største del af det moderne, civiliserede samfund har et eller andet forhold til enten fjernsyn eller computere. I den afdæmpede og iskolde sydkoreanske thriller Into The Mirror rettes blikket så mod et andet klassisk og integreret produkt fra vores dagligdag, nemlig spejlet. Med svingende held har det gennem filmhistorien været flittigt brugt til bl.a. at overraske os med pludselige tilsynekomster, det har vist os billeder fra fortiden, glimt af fremtiden og i særlige tilfælde fortalt os "hvem der er skønnest i verden her." Her er det nu hverken profetisk, eventyrligt eller skønhedsfremmende, men decideret dødbringende.
Det er i hvert fald hvad man må konstatere efter en række mystiske dødsfald finder sted i det kæmpe, højteknologiske stormagasin Dreampie. Alle ofrene er blevet fundet foran nogle af de mange spejle der pryder indersiden af bygningen, og af frygt for udsættelse af den nært forestående genåbning efter en brand året forinden, er ledelsen er ikke sen til at konkludere at der blot er tale om selvmord. Men en specialafdeling inden for politiet med Heo Hyeon-su i spidsen, aner en sammenhæng mellem ofrene, og begynder nu en efterforskning ud fra tesen, at der kan være tale om en seriemorder. En selvudslettende og forsagt sikkerhedsvagt, Woo Yeong-min, bliver en anden central figur i historien, og sideløbende med politiet starter han sine egne undersøgelser af de gådefulde omstændigheder omkring dødsfaldene. Men hans vildtvoksende teorier om spøgelser vinder ikke gehør, hverken hos politiet eller Dreampie's ledelse, ej heller gør hans eneste vidne, den enigmatiske og hemmelighedsfulde Lee Ji-hyeon, tidligere patient på et sindssygehospital og tvillingesøster til Lee Jeong-hyeon, der omkom i branden i stormagasinet. Hende mener Ji-hyeon nemlig stadig er i live - inde i spejlet.
Det stærke, følelsesmæssige anker ligger i tre suveræne portrætter fremstillet af tre exceptionelle skuespillere: Den ærekære Hyeon-su (elektrisk spillet af Myeong-min Kim), der i sine ambitioner om forfremmelse måske bliver nødt til at svigte sine idealer; Ji-hyeon (æteriske Hye-na Kim, lige så gribende som i Flower Island), der ved tabet af sin søster har mistet sit eneste fysiske og psykiske holdepunkt, og især Yeong-min (en sublim og mangesidig Ji-tae Yu), der kvittede politiet efter en fatal gidselaktion, hvor han skød mod et spejlbillede og forårsagede en kollegas død (der var ven til Hyeon-su), men som nu øjner en chance for at genvinde sin selvtillid og komme sin skyldfølelse og sit traume til livs. De indbyrdes relationer og den spændte dynamik mellem disse figurer udnyttes optimalt med godt blik for det dramatiske potentiale, uden dog at svigte troværdigheden.
Hvad der for alvor gør filmen til andet og mere end "blot" en habil og velkonstrueret kriminalgåde, er dens usvigeligt sikre evne til at implementere metafysiske elementer og dermed bygge bro mellem moderne thriller og klassisk spøgelsesgys. Den gennemgående suggestive brug af spejlmotivet holder konstant tilskueren i ave med sin drilske, men tænksomme kredsen om dualismebegrebet, historiemæssigt såvel som visuelt. I den henseende kan man således ikke undervurdere betydningen af en sand triumf i den tekniske afdeling, hvor en række myrekrybende billedkompositioner og lyssætninger accentuerer stemningen af ulmende uhygge og klaustrofobi i den stilrene og kliniske scenografi, der er et studie i spejlblanke overflader og uendelige, (næsten) symetriske reflektioner. Med tilstedeværelsen af en mulig alternativ dimension og den heftige manipulering med synsvinkler er man aldrig helt sikker på hvor man føres hen, hvorfor instruktøren Seong-ho Kim ubesværet og med rolig hånd kan lede sin historie gennem flere frydefulde drejninger, der sparker til vores virkelighedsopfattelse og med garanti vil sætte skub i eftertanken og de filosofiske hjernevindinger.
Into The Mirror er en virtuos tour-de-force, der på original og elegant vis med et væld af smarte detaljer giver en velkommen renæssance til og opdatering af haunted house-genren, og samtidig en klar indikation af, at Sydkorea i stigende grad formår at blande sig med japanerne i toppen af gyserhierakiet. Velkommen til. 
Billede: 9/10
En billedstærk og topprofessionel produktion får den behandling, den fortjener. Der bydes på et væld af flotte farver, og et perfekt afstemt kontrastforhold sørger for at hvidt er hvidt, sort er sort og at ingen detaljer går tabt, selv ikke i de mørkere passager. Den overvejende skarpe overførsel er tydeligvis taget fra en ny og ren kopi, og er der ridser af nogen art, må de henvises til småtingsafdelingen, for de er næsten ikke til at få øje på. Der blev ydermere ikke spottet nogen komprimeringsfejl. På omslaget angives billedformatet til 1.85:1, men er i virkeligheden 1.77:1 og som forventet anamorfisk.
Lyd: 9/10
Et godt eksempel på, at mindre er mere. Selvom filmen ikke holder sig tilbage når det gælder, så er det koreanske Dolby Digital 5.1-lydmix som oftest afdæmpet og subtilt, med nogle velplacerede og -opløste effekter i bagkanalerne (f.eks. en svag hvisken), som nok skal få lytteren til at dreje hovedet et par gange undervejs. Som helhed betragtet er der tale om et meget dynamisk, homogent og rumligt lydspor, der disker op med masser af små detaljer og indtil flere spjæt i stolesædet.
Ekstra: -/-
Al ekstramaterialet er på koreansk uden engelsk tekstning, og derfor bortfalder karakteren. På disk 1 findes der, ud over hovedfilmen, to kommentarspor - et med instruktøren og et med en psykolog. På disk 2 er der så Production Notes, Story Board Movie, fraklippede scener, to dokumentarfilm - Into The Mirror Story og Making Film, tre billedgallerier med stills og artwork fra filmen, en musikvideo, biograftraileren og TV-reklamer, Cast & Crew-biografier og til sidst tre kortfilm af instruktøren. Som et sjovt gimmick skal det lige nævnes, at den medfølgende booklet, såvel som DVD'ens omslag, kommer i reflekterende overflader. Det gør altid lidt ekstra ved helhedsindtrykket, når konceptet fra en film overføres så konsekvent til selve udformningen af DVD-emballagen, som det er tilfældet her.
|
