 |
Ikke for de sarte
Uanset hvordan man end vender og drejer det, så er det altid god reklame når der efter forevisningen af en film meldes om folk som er udvandret i vrede, afsky eller måske ligefrem med kvalmefornemmelser. Det er sådanne rygter der følger i kølvandet på instruktøren Gaspar Noé's meget omdiskuterede selvtægtsdrama Irreversible, der handler om et ungt pars nat i byen, som ender skæbnesvangert for begge parter. Med sådan en polemik der har været omkring denne film, er det med lidt sund skepsis svært at slippe mistanken om, at der kunne være tale om massehysteri eller god PR. Efter selv at have fået syn for sagn må det dog slås fast, at Irreversible fortjener sit blandede ry, for den evner på enhver tænkelig vis at skille sig ud fra næsten alt hvad man hidtil er blevet præsenteret for.
Hvad der alt andet lige tiltrækker sig mest opmærksomhed, er den nådesløse og anarkistiske fortælleform Noé benytter sig af i sin skildring af de mørkere sider af menneskets mangefacetterede natur. Filmen starter meget aparte med baglæns kørende sluttekster, der ender med at skrante, og allerede her signaleres der (udover at historien vil blive fortalt bagfra), at man er på vej ud på gyngende grund. I de næste 45-50 minutter udsættes man så for det veritable frontalangreb på både høre- og synsnerverne, som efter al sandsynlighed har været en af årsagerne til at mange publikummer har styret direkte mod biografernes exit-skilte. Kameraet sejler desorienteret rundt over det hele, det er fuldstændigt umuligt at fokusere på noget som helst og den enerverende lyd dunker uafladeligt mod trommehinderne. Men det er et bevidst kunstgreb, for man skal mærke blodet koge og ind i hovedet på Marcus (Vincent Cassel), der efter en skrækkelig begivenhed er optændt af en dyrisk og altfortærende hævntørst. Vi erfarer senere, at kæresten Alex (Monica Bellucci) lige er blevet udsat for et sadistisk overgreb i en undergrundstunnel, og nu er den brutale jagt gået ind på gerningsmanden. Følelserne sidder uden på tøjet, og de fysiske sammenstød er eksekveret ultrarealistisk uden fløjlshandsker, men for at kontrastere uhyrlighederne, sættes tempoet afslutningsvis ned idet blikket rettes mod Alex og Marcus' sidste rolige timer sammen inden det fatale klimaks.
Gennem den omvendte kronologi får Noé i sin historie om skæbnens uafvendelighed håndfast pointeret, at livet på trods af vold, umenneskelighed og uretfærdighed også kan indeholde megen skønhed og kærlighed. Med den vægt der er lagt på den frenetiske, visuelle udformning undgås det dog ikke helt, at der efter den øredøvende første halvdel sniger sig en følelse ind af, at det meste af krudtet er blevet brændt af. Heldigvis sørger de lange enkeltscener og de overbevisende, improviserende skuespillere for at tilføre en nøgen autenticitet, som fastholder empatien og interessen. Men selv om Noé runder filmen af i en lys og optimistisk tone, så har det, der er gået forud, været af en så nedslående karakter, at en overraskende og ellers glædelig afsløring til sidst giver Irreversible en ny, tragisk dimension. Så hvad der ender med at blive hængende i hukommelsen, er den grafisk udpenslede gengældelsesaktion med trykflasken, samt billedet af Monica Bellucci, der bønfaldende rækker hånden ud efter hjælp mod tilskueren, der således bliver impliceret i en af de mest realistiske og modbydelige voldtægtsscener (9 minutter uden klip) undertegnede har været vidne til. Og grimt skal det også være, for dette er ikke underholdning, men en kras afspejling af virkeligheden. Spekulation? Nej. Pessimistisk? Muligvis. Seværdig? Ja - for folk med stærke nerver. 
Billede: 8/10
Det er ikke kun en tematisk, men også rent visuelt, meget mørk film, og muligheden for at filmens distributør, Tartan Video, enten havde fået fingre i en meget dårlig kopi eller havde sløset med overførslen til DVD, kunne let have resulteret i et totalt utydeligt billede. Men Tartan skal have ros for en prisværdig overførsel, hvor der ikke blev observeret hverken ridser eller snavs af nævneværdig karakter. At billedet meget af tiden er lidt diset og ikke står superskarpt, skal tilskrives selve måden filmen er optaget på, for ellers er farverne gode og fyldige og kontrasterne tilfredsstillende. Der så ikke ud til at være komprimeringsfejl. Billedformatet er 2.26:1 og anamorfisk.
N.B: Det skal her fra Verdensfilm.dk yderligere bemærkes, at der i filmen forekommer skrappe stroboskopeffekter, som hos nogle kan frembringe ubehagsfornemmelser.
Lyd: 9/10
Har man nogensinde gået og forestillet sig, hvad en tur gennem skærsilden måtte føles som, må Irreversible være blandt de tilbud som kommer tættest på. I ca. 2/3 af filmen udsættes man for et sandt inferno af sirener, skrig, skrål, dunkende techno-rytmer og diverse atonale lydeffekter med bassen helt fremme i forreste geled. Det er ikke nogen skøn lytteoplevelse man udsættes for på det buldrende franske Dolby Digital 5.1-lydspor, men det sætter effektivt tilskueren ind hovedpersonernes sindstilstand.
Ekstra: 3/10
Det bedste supplement på denne DVD er en artikel af Hannah McGill. Derudover er der skuespiller- og instruktørfilmografier, 6 teaser-trailere og 2 biograftrailere fra Irreversible samt 6 trailere fra andre Tartan Video-titler. Lidt af en skuffelse for en film der har vakt så meget opsigt.
|
