Home

NavigatorSend os en mailOversigt over anmeldelserDownload anmeldelsen i Word formatRetur til forsiden

Specifikationer:

I tvillingernes tegn (1975)
Sverige / Danmark
Spilletid: 91 min

Instruktør: Werner Hedmann
Skuespillere: Ole Søltoft, Preben Mahrt, Cia Löwgren, Karl Stegger, Louise Frevert

Selskab: Scanbox
Region: 2 (PAL)
Billedformat: 1.78:1 (16:9)
Lyd:
DD 2.0 Mono: Dansk

Undertekster:
Dansk
Norsk
Svensk


Kan købes hos:

> Laserdisken


Officiel hjemmeside:

> -

I Tvillingernes Tegn

6/10

I Tvillingernes Tegn

Genre: Erotisk lystspil

Film
Billede Lyd Ekstra Screenshots
Information

Da pornoen stadig var uskyldig

Efter vi her i Danmark i 1969 (som det første land i verden) ophævede loven om forbud mod pornografiske billeder, skete der i det følgende årti noget i dansk film, som ikke siden hen er blevet kopieret eller forsøgt gentaget. Den danske komedie havde med folkekære navne som Poul Reichhardt, Marguerite Viby, Lau Lauritzen, Sigrid Horne Rasmussen, Dirch Passer osv. indtil da haft en bred appeal til hele familien, men nu opstod der så en helt ny genre, der tydeligt afspejlede tidens revolutionerende, seksuelle frisind: De erotiske Stjernetegns-lystspil.

Det grænseoverskridende bestod dog ikke så meget i det, at skuespillerne smed tøjet - det så man allerede (om end anderledes flygtigt og uskyldigt) i tidligere skandinaviske produktioner som Ditte Menneskebarn (1947), Hon dansade en sommar (1951) og Sommaren med Monika (1953). Nej, nyhedsværdien lå mere i, at der i disse Tegn-film (modsat de samtidige og aldeles harmløse Sengekants-film, som også primært havde Ole Søltoft som fast ingrediens) forekom talrige, pornografiske indslag, hvor de til lejligheden indhentede lagengymnaster havde usminket, utilsløret sex - og at de øvrige hovedroller stadig var besat af populære A-skuespillere.

Og således kan man i I Tvillingernes Tegn opleve navne som Karl Stegger, Arthur Jensen, Benny Hansen, Preben Mahrt og Louise Frevert (rigtigt set, hun er politiker i dag) på slap line i en munter historie, der blandt de farverige og frække højdepunkter bl.a. byder på nøgendans til Tango Jalousie (delvist filmet i slowmotion), samt en rundtur i et helsecenter med masser af flotte piger. Vi befinder os i 1930'erne, hvor to konkurrerende grammofonselskaber, Master Records og Onofon, kæmper om at få underskrevet en kontrakt med tidens største stjerne, den indtagende og glamourøse Dolores Rossi (Cia Löwgren).

Umiddelbart ser det dog ud som om den ungdommelige kvindebedårer Anton Master (Søltoft) med lummert moustache og slebne manerer vil blive den af de to direktører, der trækker det længste strå. Det har hans skumle modstander, der meget sigende hedder Ulrik Ulvenstein (Mahrt), imidlertid ikke til sinds at lade ske, så han beslutter sig for markant at forbedre sine chancer ved at lade Hr. Master 'forsvinde' for en stund, indtil en aftale med sangfuglen er i hus. De to sammenbidte håndlangere Max og Walther (Karl Stegger og Bent Warburg) tager sig af det beskidte arbejde, og Ulriks skumle plan ser indledningsvis ud til at lykkes.

Dog har han ikke taget højde for Master Records' initiativrige og yderst loyale sekretærstab, der med Bibi (Frevert) i spidsen iværksætter et dristigt modtræk. De bortfører Antons tvillingebror Benny (Søltoft igen) der er bedemand, og overtaler ham til midlertidigt at tage sin brors plads. Men uagtet hvor meget de to brødre af udseende end ligner hinanden til forveksling, er de af væsen hinandens diametrale modsætninger. Det er nu op til de 'fleksible', frimodige (og hårdt prøvede) sekretærer inden for 24 timer at forvandle den befippede og sexforskrækkede Benny til en overbevisende, slikket og charmerende trussetyv, uden at nogen, og især ikke Ulvenstein, opdager sagens rette sammenhæng.

Hvad der i særdeleshed får denne den tredje af Tegn-filmene til at placere sig blandt de bedste i serien er, at selv om nogle af de komiske optrin samt dialoger til tider er indlysende og hårrejsende platte, så er de øvrige scener trods alt behersket afviklet med en vis sans for stil og komisk timing, foruden at der reelt bydes på mere plot end forventet - genren taget i betragtning. Man kommer naturligvis ikke uden om de lejlighedsvise sexscener, der ind imellem (alt efter temperament) kan synes en anelse langstrakte, men som overraskende nok virker relativt godt integreret i handlingen, og som inden for de humoristiske rammer undgår en alt for lunken eftersmag.

Skuespillet er i rimelig udstrækning også ganske hæderligt. Louise Frevert gør - både i konkret og i overført betydning - bestemt en flot figur (og kunne det desuden ikke også ligne hende iført blond paryk i førnævnte tango?), men specielt Søltoft klarer sin dobbeltrolle (især som Benny) til UG, - såvel som en herlig Poul Bundgaard i rollen som progressiv, men upåskønnet og uheldig opfinder, er ophavsmand for flere gode grin. Karl Stegger er heller ikke helt værst som den ene halvdel af de to kluntede kidnappere, og hvor jeg normalt har kraftige forbehold over for Warburgs ofte meget ujævne og 'large' spillestil, forekommer hans præstation her mere afstemt i forhold til omgivelserne.

Guderne skal vide, at der er lavet bedre og mere raffinerede komedier. Men her i det nye millennium, hvor truslen om og frygten for kønssygdomme er en stadig større del af den kollektive bevidsthed og et eksplosivt antal af overflødige skønhedsoperationer i stigende grad har været med til at skabe et mere syntetisk verdensbillede, er det en noget nær katarsisk oplevelse at tage en tur med tidsmaskinen og tilbringe nogle sorgløse og løsslupne stunder med Ole Søltoft - og en masse dejlige kvinder, - tilbage i 70'erne, hvor sex bare forekom tilforladeligt, sjovere og, frem for alt, mere naturligt.

Tegn-serien er, om man vil det eller ej, et kapitel i dansk filmhistorie og en del af vor stolte nations kulturarv. Det er glad porno i frigørelsens og frisindets tegn.


Billede: 8/10

I Tvillingernes Tegn har 30 år på bagen, men ærligt talt, det kan næsten ikke ses. Scanbox har disket op med en flot visuel præsentation af filmen (i formatet 1.78:1 og forberedt for 16:9), der er langt bedre end man havde turdet håbe på, og så godt som fuldstændigt fri for snavs og ridser. Skal man være en smule pernitten, kan billedet sine steder synes en anelse (og det er virkelig kun en anelse) blødt, men eftersom det kun er periodevis, kunne det tyde på at 'fejlen' ligger i originalmaterialet. Desuden kan farverne til en vis udstrækning måske også virke lidt matte, men de ser til gengæld naturtro ud, og så er der bestemt også scener hvor kulørerne i scenografien og kostumerne er særdeles mættede, varme og forførende. Der blev ikke bemærket nævneværdige tegn på edge-enhancement.


Lyd: 6/10

Det originale danske 2.0 Mono-lydspor indeholder gennemgående en mild, svag susen, men det bliver på intet tidspunkt generende, og dialogen går rent og klart igennem. Begivenhederne lægger ikke op til store basudladninger, og subwooferen holdes også næsten hele vejen på vågeblus, men dynamikken er nu alligevel ganske acceptabel.


Ekstra: 3/10

Ud over filmen finder man på DVD'en et helt overflødigt billedgalleri i ikke særlig god kvalitet, men heldigvis er der også fundet plads til trailerne for samtlige af de seks Stjernetegns-film. Som en glædelig overraskelse indeholder denne udgivelse også et lille, men flot bioprogram på seks sider med flotte scenebilleder fra filmen, et omfattende synopsis samt fortegnelser over de medvirkende foran og bag kameraet.

©2005 Verdensfilm / designfaktor.dk | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse