Home

NavigatorSend os en mailOversigt over anmeldelserDownload anmeldelsen i Word formatRetur til forsiden

Specifikationer:

The Journey of Natty Gann (1985)
USA
Spilletid: 97 min

Instruktør: Jeremy Paul Kagan
Skuespillere: Meredith Salenger, John Cusack, Ray Wise, Lainie Kazan, Scatman Crothers

Selskab: Disney
Region: 2 (PAL)
Billedformat: 2.34:1 (16:9)
Lyd:
DD 3.0 Surr: Engelsk
DD 3.0 Surr: Fransk
DD 3.0 Surr: Tysk

Undertekster:
Engelsk
Engelsk for hørehæmmede
Fransk
Tysk
Hollandsk


Kan købes hos:

> Sendit.com


Officiel hjemmeside:

> -

The Journey of Natty Gann

9/10

The Journey of Natty Gann

Genre: Eventyr

Film
Billede Lyd Ekstra Screenshots
Information

Storspil og grandiose panoramaer i bjergtagende eventyr

En lille håndfuld af de film som undertegnede husker bedst fra sin barn- og ungdom i 70’erne og 80’erne er omgivet af en ganske særlig magi. Som lille er man ganske vist ret let påvirkelig, langt de fleste af ens oplevelser på TV eller i biografen har rimeligt let ved at gøre indtryk og derfor er det altid med en vis skepsis at man vender tilbage til disse titler, for hvor ofte har det ikke vist sig, at man skulle have ladet det blive ved de gode minder? Men ingen regel uden undtagelse, og The Journey of Natty Gann er i høj grad en film som tiden har været god ved, men præcis hvad er det der gør den til det uforglemmelige eventyr som den er? Svaret skal blandt andet findes i den enkle historie, der kort og godt handler om noget så universelt som stærke familiebånd, - en enlig far og hans elskede datter skilles fra hinanden og forsøger desperat at blive genforenet mod alle mulige odds. Men helt afgørende besidder filmen nogle basale, menneskelige kvaliteter, der appellerer til et publikum i alle aldre, hvilket mange nyere Disney-eventyr har svært ved at prale af.

Det er i 30’ernes USA, helt specifikt i 1935. Depressionen er stadig en reel faktor, mængden af arbejdsløse bliver stadig større og hele familier sendes på gaden uden en krone på lommen. Helt så galt er det dog endnu ikke for Sol Gann og hans teenagedatter Natty, men pengekassen er ved at være tom og et fast job er bydende nødvendigt for fortsat at kunne have tag over hovedet. En dag byder chancen sig så, men det indebærer at Sol er parat til at rejse til en anden stat her og nu, og med den store efterspørgsel der er på de få ledige pladser, slår han til, om end modvilligt. For han har ikke mulighed for at tage afsked med Natty eller råd til at tage hende med sig, men med løftet om sende penge til hendes billet så snart den første løn er i hus, efterlader han sin egenrådige datter hos den indbildske og selvcentrerede viceværtinde Connie. De to rager hurtigt uklar med hinanden, og da Connie efter et hedt opgør sender bud efter børneforsorgen, kravler Natty ud af vinduet og begiver sig i nattens mulm og mørke - med kasketten beslutsomt på sned - af sted for at lede efter sin far.

Forude venter der så en begivenhedsrig rejse med ikke så få forhindringer, og selv om man er en stædig pige med en solid ”jeg-kan-godt-selv”-attitude og en kraftig lige højre, så bliver det væsentligt mere farefuldt end hun først havde antaget. Tidens hårde vilkår har gjort, at gaderne overalt vrimler med forhutlede og desperate menneskeskæbner, for hvem det at overleve er en daglig kamp og et menneskeliv ikke er mere værd end en skål ris eller et par hullede støvler. Det ville dog ikke være en ægte Disney-film uden dyr, og efter at have befriet en ulv fra et drabeligt, arrangeret slagsmål får Natty sig en loyal og trofast rejsefælle, der i mere end et tilfælde viser sig at være en frelsende engel i nødens stund. Men handlingen får sig en skæbnesvanger drejning da Sol endelig får lejlighed til at ringe hjem og bliver bekendtgjort med, at datteren er sporløst forsvundet uden andre ledetråde end hendes pengepung ved et havareret tog. En eftersøgning sættes i værk, men da den ikke kaster frugt af sig og Natty formodes omkommet, begynder en desillusioneret Sol at påtage sig flere og flere halsbrækkende arbejdsopgaver.

Det er imponerende hvordan amerikanerne endnu en gang tilsyneladende uproblematisk har kastet tidsbilleder op på lærredet med en ægthed og dampende vitalitet, så de fremstår troværdige og aldeles overbevisende uden at blive overdominerende. Beskrivelsen af livet på landevejende blandt vagabonder, tyveknægte og andet godtfolk emmer af armod, skidt og snavs og er gennemgående præget af en klædelig alvor, som er mere markant dramatisk end man er vant til fra Disney, hvilket tilfører handlingen mere tyngde samt det helt rigtige spændingsniveau. Men helt essentielt er det centrale, rørende far/datter-forhold som man også tror på, idet man i castingen har valgt to fremragende og udtryksfulde skuespillere, man ikke kan undgå at fatte sympati for. Som Sol Gann gløder Ray Wise af oprigtig inderlighed, og han suppleres af en uimodståelig Meredith Salenger som datteren Natty, der nok besidder mange af de samme karakteristika som andre af Disney’s kække drengepiger, men som via en kombination af moden- og naturlighed maner samtlige oplagte klicheer i jorden og fremstår som en af de mest helstøbte heltinder blandt sine mange forbundsfæller.

Heldigvis er der også ofret kræfter på de mindre detaljer der lige giver lidt ekstra finesse, og derfor bør der retfærdigvis rettes opmærksomhed på nogle små, men perfekt besatte bi-roller. Sorte Scatman Crothers udstråler varme og visdom som godhjertet gadesælger, og en ung, velspillende John Cusack beviser, at der godt kan være plads til pålidelighed og værdighed selv om man er en fattig landstryger. Harry, som han hedder, kommer desuden til at repræsentere filmens romantiske islæt efter hans vej krydses med Natty's og begge gradvist får et godt øje til hinanden, men skæbnen vil at de undervejs når til en skillevej, hvor de hver især må tage et af livets svære valg. Det er en sand fornøjelse at se hvordan store følelser kan formidles via små armbevægelser, uden at skulle forlade sig på højspændt eller grådkvalt melodrama. The Journey of Natty Gann er ikke blot en af de mest realistiske, men muligvis også blandt de smukkeste film fra Disney-studierne overhovedet, indholdsmæssigt såvel som teknisk, og byder således på nogle uforglemmelige billeder af den storslåede, amerikanske natur, ledsaget af James Horners mindeværdige musik. Det er godt, solidt, gammeldags håndværk - en klassiker, som ingen sand filmelsker bør vokse op uden.


Billede: 8/10

Det var en forløsning af de større da Disney i 2002 annoncerede udgivelsen af Natty Gann på DVD i USA, men det var en lige så stor rædsel at se det endelige resultat. Undertegnedes eneste oplevelse af filmen hidtil havde været på TV, men dog i det rigtige Cinemascope-format, så det var umuligt at at acceptere den respektløshed der måtte have ligget til grund for at udgive denne smukke film i et amputeret 4:3-format, som på ingen måde honorerede den flotte fotografering. Dette bliver der rettet op på med denne kærkomne Region 2-udgivelse der præsenterer filmen i et smukt 2.34:1-format, som er forberedt til 16:9. Ganske vist er der sine steder enkelte små ridser samt lidt skidt og snavs, men det hører absolut til blandt de mindre indsigelser og distraherer på ingen måde fra handlingen. Der kan i perioder - mest i de mørke - forekomme gryn, hvilket ind imellem resulterer i et lidt blødt billede, men på den tungtvejende plusside er farvegengivelsen stærk og naturtro, lige som de sort/hvide kontraster står flot og stabilt og sikrer god detaljegengivelse. Der blev ikke observeret nævneværdige komprimeringsfejl.


Lyd: 8/10

Selvfølgelig kunne det have været godt med et re-masteret Dolby Digital 5.1-lydspor, men når det aktuelle engelske Dolby Digital 3.0-mix er så godt som det her er tilfældet, er der ingen grund til at brokke sig. Lyden er krystalklar, der er god bevægelse i frontkanalerne og alle effekter er lette at placere, især er det en nydelse at høre James Hornes melodiøse score, der er så veldefineret, at man nærmest kan se hver enkelt musiker stå foran sig. Baghøjtalerne er ikke voldsomt aktive, men de gør deres arbejde flot og bidrager med den fornødne rumklang, og så er bassen behageligt varm og afrundet.


Ekstra: 1/10

Ikke så meget som en trailer.

©2003 Verdensfilm / designfaktor.dk | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse