 |
Sværdene synger frydefuldt i ekstravagant grand guignol
Quentin Tarantino har efter tre succesfulde spillefilm på stribe gået stille med dørene. 5 år er der gået siden hans lovprisning til Pam Grier, Jackie Brown, rullede over de hvide lærreder, og i de følgende år har man kunnet se ham som skuespiller i Little Nicky og som producent på Zhang Yimou's episke heltekvad Hero. Men hvornår ville han selv sætte sig i instruktørstolen igen? Havde han helt trukket sig tilbage? Svaret behøver ikke længere blæse i vinden, for nu er det endelig blevet afsløret hvad han har gået og syslet med i den mellemliggende tid. Og man skal ikke være bange for at han har hvilet på laurbærrene, tværtimod er han vendt tilbage i vital storform med et martial arts-epos så stort, eksplosivt og ambitiøst, at han har været nødt til at dele den i to, deraf titlen Kill Bill: Vol. 1. Og som en ægte hyldest til de gamle wuxia-film fra 60'erne og 70'erne, er den proppet til randen med masser af blodig action, stærke viljer og stålfaste æresbegreber.
For anden gang har Tarantino sikret sig supersilden Uma Thurman til en af sine film, blot denne gang til hovedrollen og i fællesskab har de undfanget hendes figur, som de har kaldt 'The Bride.' Ikke fordi hun er ferm til at svinge en brudebuket, men fordi hun iført brudekjole majes brutalt ned med maskinpistoler til sit bryllup i en afsidesliggende kirke sammen med 8 andre tilstedeværende. Men hun er ikke død. På mirakuløs vis overlever hun bagmanden Bill's afsluttende nådesskud i hovedet, så i stedet for lighuset ryger hun direkte på den intensive afdeling, og vågner så op efter 4 år - med en metalplade i panden og uden det barn hun var gravid med før massakren. En traumatisk oplevelse efter enhver målestok, som forståeligt nok fylder hende med en voldsom sorg og et brændende had. Så optændt af en altfortærende hævntørst udfærdiger hun derfor en liste - en dødsliste over de 5 lejemordere som tog alt fra hende, og sidst på listen står så den navnkundige Bill, som hun systematisk arbejder sig hen imod. I denne første ombæring drejer det sig om de to første - O-Ren Ishii (Lucy Liu) og Vernita Green (Vivica A. Fox).
Hvilket ikke kommer til at gå stille for sig. Med skarpt og specialfremstillet Hattori Hanso-sværd i hånd hugger 'The Bride' sig frem mod sine bødler, hvor alle der kommer imellem, og det er ikke så få, nedlægges regederligt på stribe, så selv ikke De 7 samuraier ville få et ben til jorden. Arme, ben og andre uundværlige dele af den menneskelige anatomi flyver gennem luften i de akrobatiske og superkoreograferede kampscener, og blodet trykspuler den herligt kitschkulørte scenografi uden at lade en tom plet tilbage. Så voldsomt er det, at Tarantino af censurhensyn for den internationale udgave af Vol. 1 måtte ændre en scene til sort/hvid, foruden yderligere at trimme den for et par ekstra skrappe detaljer. Hvilket kan undre, al den stund at hele filmen i sin udformning og tonefald er så bevidst over-the-top og tegneserieagtig, at intet på nogen måde kan misforstås eller tages alvorligt. Heldigvis præsenteres benævnte scene, opgøret i 'The House of Blue Leaves', i denne version fra Japan fuldstændigt uklippet og i forrygende farver.
Inspirationen til Kill Bill er ikke svær at få øje på. Allerede i filmens fortekster skiltes der simpelt hen med logoet for selskabet The Shaw Brothers, der med film som Come Drink With Me og Intimate Confessions of a Chinese Courtesan lagde grundstenene for kung-fu-genren, som Tarantino åbenlyst nærer en stor lidenskab for. Og som i disse forbilleder har han i Kill Bill ikke så meget lagt hovedvægten på handlingen, men i højere grad på farverige kulisser samt tempofyldte og gnistrende, fysiske opgør, lige som han (indtil videre) har sat sit varemærke, de skarpe dialoger, på vågeblus. Men stilen er stadig umiskendeligt Tarantino - bare mere sprælsk. Som i Pulp Fiction hoppes der frækt mellem fortid og nutid, men endnu mere løssluppent slås der i en (ekstremt bestialsk) flashbacksekvens pludselig over i japansk animé-tegnefilm og stemningen underbygges fermt med et sørgmodigt og skæbnetungt tema, der er som hentet ud af en klassisk, sveddryppende spaghettiwestern. Skiftet foretages med største selvfølgelighed, og det lykkes, fordi det er gjort af en instruktør med beundringsværdig stor forståelse for forskellige genrer og deres virkemidler. En bedre demonstration af Tarantino's stilsans og fornemmelse for mediet kan man ikke forlange.
Til sidst er der blot at konstatere, at selve historien efterlader flere åbne spørgsmål. Ud over at 'The Bride' tidligere var 'Black Mamba' - lejemorder og kollega til sine senere bødler - kender vi ikke noget til hendes rigtige navn (som her sløres med en indlagt biiip-lyd), hvad hun har gjort eller hvorfor hun skulle slås ihjel. Det får vi sandsynligvis svar på i Kill Bill: Vol. 2 - men netop derfor er det også uretfærdigt og en umulig opgave at tildele en endelig karakter til Vol. 1, eftersom den ikke er komplet uden sin anden halvdel. Men som den står nu er den en strømlinet, teknisk opvisning og en energiudladning af en hævnerfilm med det for Tarantino obligatoriske dræbersoundtrack, der rykker helt ud i salig Sergio Leone's hestesporer. Hvis efterfølgeren så kan indfri de høje forventninger, kan vi begynde at tale om et helstøbt hovedværk. Det skal blive spændende at se om det er tilfældet, når Quentin og Uma løfter 'brude'sløret for afslutningen. 
Billede: 10/10
Man fristes til at sige 'hvad mere vil du ha'?' Men det går jo ikke. Billedet er intet mindre end referencekvalitet - Tarantino's ekstremt kulørte farveholdning får billedrøret til at sitre, de perfekt afstemte kontraster sikrer et fantastisk dybdeperspektiv og skarpheden kan konkurrere med selv det farligste samuraisværd, - det myldrer med lækre detaljer. Om det skal være de skinnende blanke overflader på bilerne, sværdenes rige udsmykninger eller Uma Thurman's gule outfit, det er svært at vælge favoritscener ud - hele filmen er en nydelse at skue. Men hov, hvorfor er der ikke nævnt noget om ridser, snavs eller komprimeringsfejl? Tja, hvorfor mon? Filmen præsenteres i formatet 2.38:1 og er forberedt for 16:9.
Lyd: 10/10
Skru op for anlægget og nyd et sandt festfyrværkeri af et DTS 5.1-mix. Diskanten er helt usædvanligt sprød og sørger for, at det støjfri og særdeles aktive lydspor leverer krystalklare og veldefinerede effekter i samtlige højtalere. Subwooferen kommer ligeledes på arbejde og leverer en stram og magtfuld bas der giver nogle drøje hug i mellemgulvet når de mange menneskekroppe kastes rundt og lander med et brag, samt når musikken sætter i gear. Det kan ikke gøres bedre.
Ekstra: -/-
Karakteren bortfalder, idet al ekstramaterialet (med få undtagelser) er på japansk uden undertekster. Først er der en feature der muliggør at springe direkte til en af filmens mange kampscener. Dernæst et japansk dokumentarprogram (22.57 min og uden undertekster) med interviews af fire folk omkring Kill Bill's tegnefilmssekvens, et Bag Kameraet-program (7.03 min) med et kig på optagelsen af et par kampscener, og en Storyboard til film-sekvens (8.08 min) med hele Kill Bill's animerede indslag. Der er filmografier over flere af folkene foran og bag kameraet, samt tilhørende, kortvarige videointerviews med blandt andre Quentin Tarantino, Uma Thurman og Lucy Liu. Til sidst er der et billedgalleri med production-stills og artwork, samt en trailer (2.27 min) med klip fra begge Kill Bill-filmene og så naturligvis biograftraileren for hver af de respektive halvdele (på henholdsvis 1.43 min og 0.52 min).
|
