Home

NavigatorSend os en mailOversigt over anmeldelserDownload anmeldelsen i Word formatRetur til forsiden

Specifikationer:

La Belle Noiseuse (1991)
Frankrig / Schweitz
Spilletid: 230 min

Instruktør: Jacques Rivette
Skuespillere: Michel Piccoli, Jane Birkin, Emmanuelle Béart, Marianne Denicourt, David Bursztein

Selskab: Artificial Eye
Region: 2 (PAL)
Billedformat: 1.30:1
Lyd:
DD 2.0 Mono: Fransk
Undertekster: Engelsk


Kan købes hos:

> Blackstar.co.uk

La Belle Noiseuse

9/10

La Belle Noiseuse

Genre: Erotisk drama

Film
Billede Lyd Ekstra Screenshots
Information

Klædt af til skindet

Et solbeskinnet Sydfrankrig danner den pittoreske baggrund for Jaques Rivette's stilfærdige og adstadige, men ikke af den grund mindre intense kammerspil "La Belle Noiseuse" (oversat: "Den skønne strigle"). Den er et køligt observerende, men konstant fængslende studie i hvordan et maleri bliver til, samt de spændinger der opstår mellem en kunstner og hans model under emotionelt intime forhold. For her er det ikke blot kroppen, men i særdeleshed sjælen der blottes, og med Rivette's ekstremt nøgterne tilgang til emnet, er der garanti for et usensationelt men sitrende erotisk og flot fotograferet drama med et hold raffinerede franske skuespillere, der alle viser sig fra deres bedste side.

Den aldrende maler Edouard Frenhofer (Michel Piccoli) lever en tilbagetrukket tilværelse på sit landsted med sin livsledsager og tidligere nøgenmodel, Liz (Jane Birkin), og har ikke malet noget gennem de seneste 10 år. En dag får han så besøg af den unge maler Nicolas (David Bursztein) samt dennes veninde Marianne (Emmanuelle Béart), som er kommet for at tage den gamle mesters værker i betragtning. Talen kommer til at falde på det seneste nøgenportræt Frenhofer fik påbegyndt, men som han, grundet særlige omstændigheder, aldrig færdiggjorde, - det ukendte mesterværk "Den skønne strigle". Ved synet af den billedskønne Marianne leges der lidt med tanken om et comeback, og som en stor beundrer af Frenhofer, foreslår Nicolas sin veninde som model for det henlagte billede. Det sker vel at mærke uden Marianne's medvirken, så hun reagerer følgelig med stor afsky og foragt da hun bekendtgøres med denne beslutning. I ren trods indvilliger hun så alligevel, upåagtet Frenhofer's idelige påmindelser om de mulige følelsesmæssige konsekvenser der kunne være ved hendes deltagelse.

Efter en meget tøvende start fra både maleren og hans model kommer billedet i gang, og de får efterhånden opbygget en særlig kreativ dynamik. Men det bliver samtidigt en meget krævende, langvarig og udmattende proces, ikke mindst for Marianne, der nok udstråler både styrke og målrettethed, men som bag facaden huser en mere sårbar og skrøbelig natur. Dette går først for sent op for Nicolas, der fra starten kun så det som en stor ære at kunne yde et bidrag til et mesterværk, men som nu pludselig sætter spørgsmålstegn ved sin forfængelighed. Frenhofer søger med sit portræt at indfange den endegyldige sandhed, og vejen dertil bliver præget af megen famlen og frygt for at bevæge sig ind på ukendt territorium. Og den stilfærdige Liz, som poserede til "Den skønne strigle" første gang og oplevede hvor galt det gik, begynder efterhånden at betvivle det forsvarlige i at fortsætte på billedet. Men både Frenhofer og Marianne har hver deres grunde til at ville se projektet til ende, men vil begge være i stand til at se det endelige resultat i øjnene? For kunsten har så afgjort sine omkostninger.

Rivette kan ikke beskyldes for at være en instruktør i et hastigt ærinde, hvilket den umiddelbart frygtindgydende spilletid på 230 minutter vidner om. Han tager sig den tid han skal bruge for at historien og personerne kan udvikle sig, og det gøres så smukt, troværdigt og hele tiden fascinerende. Selve maleprocessen, som udgør størsteparten af filmen, udspilles i real time, og i disse passager føles det næsten som om tiden står stille, men der opnås samtidigt en tilstræbt realisme, som virker dragende og bringer publikum "tættere på." Tillige med sørger Rivette for at holde handlingen i gang ved med jævne mellemrum at lade tonen slå om mellem det spændte, ofte pirrende og til tider humoristiske, ligesom der løbende afsløres flere sider af personerne, som hele tiden sætter begivenhederne i et nyt perspektiv. Fremragende Michel Piccoli forlener sin maler med lune og distræt charme, mens en guddommeligt smuk Emmanuelle Béart, som til rollen skal optræde afklædt i næsten halvdelen af filmens spilletid, leverer en meget modig og elektrisk præstation, og beviser, at udseendet og talentet i sjældne tilfælde godt kan følges ad. Så for det tålmodige og modne publikum er der noget både for øjnene og så sandelig også for eftertanken.


Billede: 7/10

På DVD'ens omslag står formatet angivet til 1.33:1, men er i virkeligheden tættere på 1.30:1. I disse widescreen og cinemascope-tider kunne man let komme til at tro, at dette var ensbetydende med at billedet var beskåret i siderne, men filmen er ganske enkelt optaget i dette format. Artificial Eye har gjort et beundringsværdigt job med denne overførsel, som for det meste står skarpt med en naturlig farvegengivelse og solide kontraster, men af og til kan billedet godt blive en anelse blødt, og det går lidt ud over detaljeringen.


Lyd: 6/10

Et aldeles uopsigtsvækkende, men yderst tilfredsstillende Dolby Digital 2.0 Mono-lydspor. Da dette er en dialogdreven film og det meste af handlingen udspiller sig inden døre, er der ikke brug for dramatiske effekter, men en klar og utilsløret talegengivelse, hvilket da også opfyldes her.


Ekstra: 5/10

Til en så vægtig film som denne kunne man forestille sig, at instruktøren Jaques Rivette ville have en masse at bidrage med, men det er desværre ret begrænset hvad vi får at vide af den charmerende herre i det medfølgende videointerview. Mere interessant er et videointerview med filmens medskribenter, der ligesom Rivette fortæller om hvordan ideen til "La Belle Noiseuse" blev undfanget, men som derudover også har interessante informationer angående udformningen af manuskriptet samt deres forskellige indflydelser. Til at runde af med er der filmens trailer og filmografier.

©2003 Verdensfilm / designfaktor.dk | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse