Home

NavigatorSend os en mailOversigt over anmeldelserDownload anmeldelsen i Word formatRetur til forsiden

Specifikationer:

Los Sin Nombre (1999)
Spanien
Spilletid: 96 min

Instruktør:
Jaume Balagueró
Skuespillere:
Emma Vilarasau, Karra Elejalde, Tristán Ulloa, Carlos Lasarte, Jessica Del Pozo

Selskab:
Filmax Home Video

Region: 2 (PAL)
Billedformat: 1.93:1 (4:3)
Lyd: DD 5.1: Spansk, Højspansk, Engelsk
Undertekster: Engelsk, Spansk


Kan købes hos:

> DVDGO

Los Sin Nombre

9/10

Los Sin Nombre

Genre: Gys

Film
Billede Lyd Ekstra Screenshots
Information

Er der nogen?

Forældre med afkom vil nok sætte tremmer for vinduerne og bolte dørene til i børneværelset efter at have tilbragt 100 iskolde minutter i selskab med Jaume Balagueró’s klaustrofobiske og foruroligende sorte film ”Los sin nombre” (på engelsk ”The Nameless”). Ja, de kære små er her temmelig dødbringende udsat – der er ingen kære mor, og vær blot forvisset om, at der ikke bliver lagt fingre imellem. Dog er der ikke tale om tomt effektjageri eller frådende, sadistisk sensationstrang, men snarere om et raffineret gys, som nok byder på et par grafiske scener der vil få det til at gibbe i selv det mere garvede publikum, men som langt overvejende går efter nådes- og endeløs psykisk terror af højeste karat.

Det værst tænkelige overgår Claudia og hendes mand, da de efter lang tids venten får det skæbnesvangre opkald fra politiet. Deres 5-årige datter Angela, der har været meldt savnet, er muligvis blevet fundet, nedsænket i en syretank i en nedlagt fabrik. Identifikationen er nærmest umulig, da fingeraftryk og tandsæt er destrueret, men ét unikt kendetegn afgør dog sagen: Det ene ben er kortere end det andet. Der er ingen tvivl, - Angela erklæres død.

Vi spoler tiden 5 år frem og Claudia bor nu alene efter at være blevet skilt fra sin mand, da de ikke var i stand til sammen at komme over det forfærdelige fælles tab. Hun sidder en grå eftermiddag og sørger i stilhed mens en gammel hjemmevideo med datteren kører hen over TV-skærmen. Men med et ringer telefonen, hun løfter røret, og efter en lang pause hører hun så en pigestemme sige: ”Mama?”!

Hvad er den ultimative ondskab? Det er dette spørgsmål som Jaume Balagueró søger at besvare med sin djævelsk velkomponerede film, og skulle man være uenig med hans endelige udlægning, må man i det mindste medgive, at han kommer ubehageligt tæt på. Hvad der blandt andet gør ”Los sin nombre” så eftertrykkeligt smertefuld at komme igennem, er den konstante tilstedeværelse af vemod og uvished. Én ting er at lære at leve med en sorg, en anden er pludselig at fyldes med nyt håb, samtidigt med en nagende tvivl, og sammen med den stakkels Claudia holdes man som publikum hen lige til det sidste. Den ubønhørligt trøstesløse scenografi og mørke farveholdning bidrager yderligere til den traumatiske og truende atmosfære. Vi befinder os i et ekstremt gustent slummiljø, hvor sollyset øjensynligt ikke kan nå hen og de lange skygger er i overtal, - et samfund, hvis betændte, syge og flossede moral genspejles i de forfaldne, grumsede og rustbrune bygninger. Det hele forekommer så realistisk og sørgeligt genkendeligt, og derfor føler man sig tættere på, end man egentlig ønsker sig. Det er ikke helt forkert at drage paralleller til ”Se7en”, som denne film rent visuelt er inspireret af, men som den dog på ingen måde plagierer.

Også i de bærende hovedroller er autenciteten meget fremherskende. Emma Villarasau yder en beundringsværdig og meget gribende indsats som den forståeligt nok nervesvækkede og skrøbelige Claudia. Ligeledes troværdig er Karra Elejalde som Bruno Massera, betjenten, som Claudia på ny tager kontakt med efter nye spor af hendes datter kommer frem i lyset. Han bærer ligeledes rundt på en stor sorg, en dobbelt sorg, idet han mistede både kone og barn ved en tragisk fejlslagen fødsel. Dette kommer på én gang til både at knytte et skæbnebånd mellem ham og Claudia, og tillige med fungere som drivkraften i hans genoptagne efterforskning. Og uden at afsløre for meget (for det skal man ikke) trænger de begge i deres søgen efter klarhed længere og længere ind i et okkult univers, hvor den ulmende frygt gradvist tager til, for hvilken ukendt fare mon der lurer i den næste mørke korridor?

Leder man efter rystende og håndfast psykologisk gys lavet med konsekvens, så bør ”Los sin nombre” være første stop på vejen. Jaume Balagueró udviser stor sikkerhed både i en fortællermæssig og teknisk henseende, og der bør falde mange roser af for en række særdeles effektive, meningsfyldte og stærkt hallucinatoriske chokklipninger af en sjælden original karakter. Heldigvis er han også en modig mand, så han tøver ikke med at følge sortsynet sikkert til dørs, hvorfor der hele tiden er næring til den irrationelle frygt og den hastigt voksende paranoia. Behagesyge kan man afgjort ikke beskylde instruktøren for at lide af – og tak for det.

Ondskaben har med dette grusomme udspil fået et ansigt. Tør De se den i øjnene?


Billede: 8/10

Billedet er i formatet 1.93:1 og er ikke anamorfisk – og det er det værste, der er at sige. Nul skidt og snavs, og ridser er det ligeledes svært at få øje på. De suverænt komponerede billeder forekommer somme tider næsten at være i sort/hvid, men de er skam i farver – den blege farveskala er et bevidst valg fra instruktørens side.


Lyd: 9/10

Som om filmen ikke var uhyggelig nok i sig selv, så er lydsiden modbydeligt raffineret og vil garanteret give søvnløse nætter. De fineste detaljer er velopløste og står uhyre præcist i lydbilledet, og filmens chokeffekter får et ordentligt boost gennem samtlige højtalere, som er særdeles aktive hele vejen. Subwooferen vil elske denne film. Demomateriale? Så absolut.


Ekstra: -/-
Videoklip, Making of, Trailer, Spots, Priser, Credits. Ingen af disse features er med engelsk tekst.

©2003 Verdensfilm / designfaktor.dk | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse