 |
Skal vi lege voksne?
Børn er ikke altid så uskyldige som de ser ud til hvis man skal tro på Maladolescenza, et på mange måder ubehageligt drama fra 1977, der utvivlsomt må høre til blandt de mest omdiskuterede og skandaleombruste film fra Italien nogensinde. Med en rolleliste begrænset til kun tre skuespillere tager den form af et fortættet kammerspil, hvis handling er henlagt til en pittoresk skov, hvor de to unge mennesker, Fabrizio (Martin Loeb) og Laura (Lara Wendel), mødes dagligt i deres sommerferie, lige som de har gjort i de forgangne år. Laura er dybt og inderligt forelsket i den noget ældre Fabrizio, og det på trods af at han uafladeligt gør nar af det og mobber hende med det. Dog vil han gerne i lag med den dydige Laura, men hun er ikke rede til at gå lige så langt som han. Ind på scenen kommer så den køligt kønne Sylvia (Eva Ionesco), der hurtigt skal vise sig at være en hunulv i fåreklæder - en lille manipulerende blondine og ikke så lidt af en forførerske. Hun er ikke sen til at lokke med sin villighed og får derfor hurtigt snøret den hormonelle og begærlige Fabrizio om sin lillefinger, hvilket bliver begyndelsen til et intenst trekantsdrama med dramatisk og fatalt udfald.
Men ikke nok med at den stakkels Laura først må se sig selv blive tilsidesat, hun skal efterfølgende stå model til talrige drillerier, der bestemt ikke er venskabeligt ment og som gradvist bliver mere end almindeligt ondskabsfulde, fysisk såvel som psykisk. Hvad der i passager godt kan chokere er den understrøm af sadisme der går gennem mange af disse grove chikanerier, men det er ikke det der har dannet grundlag for den megen polemik der har været omkring Maladolescenza (og det kan i den henseende godt undre hvis en grotesk lemlæstelse af en fastbundet fugl ikke har fået en eller anden dyreværnsforening på stikkerne), men snarere de erotiske elementer handlingen byder på. Kærlighed blandt unge på film er i sig selv ikke noget nyt, den nøgne menneskekrop burde det efterhånden også være muligt at have et afslappet forhold til, ja selv mindreårige har kunnet optræde ganske afklædte tilsyneladende uden censuren har hævet øjenbrynene nævneværdigt. Den dengang 15-årige Nastassja Kinski i To the Devil a Daughter og de 12-årige piger Stephania Potalivo og Amalie Dollerup i Jesper W. Nielsens smukke og meget roste Forbudt for Børn er blot få ud af mange eksempler.
Konteksten for nøgenheden har i disse to tilfælde naturligvis også været en ganske anden end i Maladolescenza, der har vundet sit notoriske renommé ved ikke blot at få de medvirkende 12-årige piger samt den 17-18-årige knægt til at smide tøjet ved flere lejligheder (enkelte relativt uskyldige), men samtidig lade dem deltage i lange og eksplicitte sexscener, som selv ældre skuespillere ville vægre sig ved at udføre. Som for eksempel da Sylvia og Fabrizio, som et led i deres kontinuerlige ydmygelse af Laura, retter et direkte angreb mod hendes absolut svageste punkt - seksualiteten - ved selvhævdende og bramfrit at udstille deres egen. Det er modige præstationer som aftvinger respekt, men man kan ikke lade være med at tvivle på, om de unge aktører på indspilningstidspunktet har været emotionelt parate til at medvirke i så erotiske omfavnelser der her lægges for dagen, og om hvorvidt der undervejs har været nogen til at sikre børnenes velfærd samt varetage deres interesser. Benægtes kan det dog ikke, at dette aldersaspekt giver dramaet en vis farlighed, og al den stund at fotograferingen i lange perioder besidder stor visuel og malerisk skønhed, planter filmen sig et sted i spændingsfeltet mellem kunst og kalkuleret spekulation.
Men er dette så et af de tilfælde hvor målet helliger midlet? Hvad er det instruktøren vil fortælle med sin historie og har han reelt et budskab han vil have igennem, som gør den meget ligefremme eksponering af unge mennesker moralsk forsvarlig? Den radikale amerikanske undergrundsinstruktør Larry Clark slap for eksempel ganske godt af sted med sin udstilling af rodløse unge og deres sexvaner i den skræmmende og trøstesløse AIDS-historie Kids fra 1995, der velbegrundet gav mange forældre sved på panden over hvad deres egne børn mon i grunden gik og lavede når de ikke var hjemme. Ved denne film var der mange der satte spørgsmålstegn angående Clarks egentlige hensigter, men hvor hans tilgang til sit stof kunne begrundes, kan det være noget sværere at forsvare Pier Giuseppe Murgias umiddelbare forehavende i Maladolescenza. Alene i markedsføringen figurerede filmens tre eneste skuespillere i det bare ingenting på reklameplakaterne, og når man vælger at sælge et produkt på det grundlag, sendes der (særligt i dette tilfælde) immervæk nogle dubiøse signaler, som ikke formindskes efter de første 30-40 minutter, hvor Murgia udviser en stærk fascination for opknappede skjorter og blottede trusser, for derefter, som nævnt, at gå skridtet videre.
Disse omstændigheder kommer i alarmerende grad til at tiltrække sig al opmærksomheden fra selve plottet, der bag de lumre Lolita-tilbøjeligheder gemmer på nogle i sig selv ganske interessante anskuelser om jalousi, erotisk besættelse og hvordan sex som magtinstrument kan få store følelsesmæssige konsekvenser. Emner, der bestemt er værd at tage fat i, men at overvære to så unge piger (der i deres alder burde tænke på alt muligt andet end kønslig omgang) gennemspille hvad der reelt er et voksendrama, gør Maladolescenza til en surrealistisk og særdeles urovækkende oplevelse. Ville det have gjort nogen forskel at lade pigerne være blot tre eller fire år ældre, eller i det mindste nedtone handlingens grafiske, seksuelle indhold og gøre mere brug af antydningens ædle kunst? Tilbage ville der så med stor sikkerhed blot stå et koldt, lettere kynisk men teknisk flot værk med gennemgående usympatiske og moderat krukkede karakterer (bortset fra Wendel) - men uden sit sensationsstatus, hvilket desværre forekommer at være denne films største attraktion og eneste eksistensgrundlag. 
Billede: 6/10
X-Rated Kult DVD har givetvis været nødsaget til at stykke Maladolescenza sammen af flere forskellige kopier for at udgive denne film i sin længst mulige og ucensurerede form. Og det ses. Nogle af de brugte filmelementer er faktisk i ganske god stand og ret skarpe, hvorimod andre tydeligvis har set bedre dage og fremstår noget grynede og bløde i kanterne. Tilstedeværelsen af små og større ridser er gennemgående og med jævne mellemrum kan der forekomme hurtige billedforskydninger. Og så bliver baggrundene af og til lidt for levende, muligvis på grund af komprimeringen, men det kan også skyldes selve kvaliteten af masteren som filmen er trukket fra. Det er dog til at leve med. Farverne overrasker til gengæld ved i vidt omfang at være varme og fyldige med naturtro hudnuancer, og endvidere er niveauerne for sort og hvid også overraskende gode. Billedet præsenteres i formatet 1.85:1 og på plussiden skal det derfor også med, at det er forberedt for 16:9. Alt i alt en ganske rimelig overførsel, særligt når man tager filmens alder og obskuritet i betragtning.
Lyd: 5/10
Filmens originale italienske lydspor blev valgt og det præsenteres i Dolby Digital 2.0 mono. Dynamik er der som forventet ikke meget af, men ser man bort fra en smule knas og støj på lyden, er der tale om en ganske behagelig lytteoplevelse med god gengivelse af både dialog og musik - men måske en anelse på den mørke side.
Ekstra: 4/10
På ekstramaterialet finder man en fuldstændigt unødvendig fraklippet scene (7 sek), filmens ret dristige tyske trailer (1.49 min), den tyske biografindledning (0.57 min), der primært adskiller sig fra originalen ved ikke at inkludere en dyster og grafisk drømmesekvens, den tyske biografslutning (0.46 min), der ikke er meget anderledes end originalen, andet end at den fryser billedet et stykke tid før fortællerstemmen har sluttet af, en videomontage (2.40 min) hvor man til underlægningsmusik får vist filmens lobbycards (en stor del er nøgenbilleder) og til sidst endnu en videomontage (4.11 min) (ligeledes med underlægningsmusik), der består af en masse avisudklip, artikler, forsidecovers, artwork, filmplakater, pressemateriale og videocovers.
|
