Home

NavigatorSend os en mailOversigt over anmeldelserDownload anmeldelsen i Word formatRetur til forsiden

Specifikationer:

Rabbit-Proof Fence (2002)
Australien
Spilletid: 90 min

Instruktør: Phillip Noyce
Skuespillere: Everlyn Sampi, Tianna Sansbury, Laura Monaghan, David Gulpilil, Kenneth Branagh

Selskab: Magna Pacific
Region: 4 (PAL)
Billedformat: 2.30:1 (16:9)
Lyd:
DD 5.1 : Engelsk

Undertekster:
Engelsk for hørehæmmede


Kan købes hos:

> Ezy DVD

Rabbit-Proof Fence

9/10

Rabbit-Proof Fence

Genre: Drama

Film
Billede Lyd Ekstra Screenshots
Information

Ubegribelig flugt gennem den australske ørken - til fods.

Det er et sort og forholdsvis ukendt kapitel i Australiens historie der rulles op for i filmen Rabbit-Proof Fence. Helt op til 1970'erne havde regeringen tvangsfjernet børn med hvide og sorte forældre, såkaldte halvkastebørn, fra deres hjem og fragtet dem til Moore River-kolonien nord for Perth, hvor dem der var lysest i huden blev begunstiget med en rigtig uddannelse og giftet ind i hvide familier, medens resten blev lært op som tyende eller landarbejdere. Man mente naturligvis, at det var for "deres eget bedste", men der var mere end noget andet tale om etnisk udrensning. Denne form for skarp kontrol mellem de sorte og de hvide forsøgte man også at håndhæve i landbruget, hvor man under en kaninplage byggede et langt hegn fra toppen til bunden af det vestlige Australien, for at holde de vilde kaniner på den ene side og væk fra den gode landjord på den anden. Dette hegn har en central rolle i den opslugende fortælling om tre pigers flugt fra myndighederne.

A. O. Neville (subtilt spillet af Kenneth Branagh) var gennem en årrække chefprotektor for hele det vestlige Australien, og i den egenskab havde han total råderet over samtlige instanser i de indfødte australieres (aboriginernes) liv, og følgelig også bemyndigelse til at få fjernet halvkastebørn fra deres familier. Symptomatisk for filmens store menneskesyn, uden dog på nogen måde at undskylde ham, portrætteres han ikke som et ondt menneske, men, mere troværdigt, som en mand af sin tid, der oprigtigt troede på sin gerning. I 1931, hvor handlingen udspiller sig, giver Neville så ordre til at de to søstre, Molly og Daisy, samt kusinen Gracie skal hentes til Moore River. De lever en ellers harmonisk tilværelse med deres familie nær ved det benævnte hegn i en egn kaldet Jigalong, men i en af filmens mest ubærlige scener rives de brutalt væk fra deres mødre, og fragtes dernæst videre til kolonien som en anden slags kvæg. Molly, den ældste af de tre, kan ikke finde sig til rette i de nye omgivelser, så stærkt besluttet om at finde hegnet og komme hjem igen, tager hun Daisy og Gracie med sig på vej gennem det uvejsomme og barske vildnis. 1500 mil skal tilbagelægges - til fods, og med myndighederne i hælene, bl.a. en infødt stifinder, Moodoo. Det ligner en umulig opgave.

Men det er ikke desto mindre hvad de præsterer, dog ikke uden ar på sjælen. Filmen er bygget over den virkelige Molly Craig's historie, beskrevet af hendes datter Doris Pilkington i bogen Follow the rabbit-proof fence, som har ligget til grund for dokumentarfilmskaberen Christine Olsens manuskript. Hun har skabt en medrivende og dybt bevægende hyldest til viljestyrken og udholdenheden gennem portrættet af en ung pige, som nægter at lade sig knægte og trodser alle odds. Men det er også en sagtmodig og bekymret fortælling om et folk, som på grund af de hvides overbevisning om det rigtige ved udbredelsen af den kristne trosretning, mistede mange familiemedlemmer og blev truet på deres sprog, kultur og identitet - en undertrykkelse hvis eftervirkninger mange stadig lider under i dag, hvorfor de kaldes "de stjålne generationer."

Det er ikke den ydre dramatik der dominerer Phillip Noyce's udlægning af den dramatiske historie, for han har valgt at lave en afdæmpet, men intens, stemningsmættet og sansebetonet oplevelse, som får os til at føle den enorme kraftanstrengelse og udmattelse de tre piger har oplevet. Og sympatien er sikret allerede ved castingen af de tre dejlige piger i de bærende hovedroller. Everlyn Sampi, Tianna Sansbury og Laura Monaghan har som Molly, Daisy og Gracie en naturlig og gnistrende udstråling, som mange Hollywoodstjerner i milliondollarklassen højst ejer en procentdel af, og de spiller med en umiddelbarhed og spontanitet særegen for naturtalenter. Christopher Doyle har signeret de dragende og svimlende smukke CinemaScope-billeder, der indfanger den åndlige samhørighed der eksisterer mellem aboriginerne og naturen, og cirklen sluttes af Peter Gabriel, der har komponeret det organiske og gådefuldt æteriske lydspor. Resultatet er intet mindre end fuldendt. Noyce's mest personlige film til dato er også hans bedste - en reel undskyldning til de indfødte aboriginere på vegne af de hvide australiere.


Billede: 8/10

Ser man bort fra et par enkelte tilfælde med gryn (som kan tilskrives det oprindelige valg af råfilm), bydes vi her på en særdeles tilfredsstillende og skarp overførsel. Man leder næsten forgæves efter ridser, snavs og andre billeddefekter, og komprimeringsfejl er ikke til at spotte. Niveauerne for sort og hvidt er eksemplarisk, og farverne er klare og stærke. Billedformatet er beregnet til 2.30:1 og er anamorfisk.


Lyd: 9/10

Den australske natur åbner sig op på flotteste vis ud over samtlige højtalere på det eminente Dolby Digital 5.1-lydmix, der brillerer både når det kommer til selv de mindste detaljer og den varme, blidt masserende basgengivelse i Peter Gabriels hypnotiske soundtrack. Der er ingen problemer med retningsbestemmelse af de mange effekter som næsten konstant omslutter én, og skulle man mod forventning ikke trækkes ind i filmens univers af historien alene, så skal lyden nok gøre arbejdet.


Ekstra: 10/10

Først er der et kommentarspor på disk 1 med Phillip Noyce, Christine Olsen, Doris Pilkington Garimara, Kenneth Brannagh og Peter Gabriel. Det er ikke et scenespecifikt kommentarspor, idet det er sammensat af forskellige interviews med de førnævnte deltagere, men det er for langt størstedelen yderst indsigtsfuldt og formår at perspektivere begivenhederne i filmen yderligere. På disk 2 finder vi så en gave til DVD-folket, den bemærkelsesværdige dokumentar Follow The Rabbit-Proof Fence, der følger Phillip Noyce i hans jagt på de tre piger til hovedrollerne blandt flere tusinde børn. Det er et nærgående og fascinerende program om selve processen og udfordringerne ved at arbejde med børn, bl.a. følger vi filmholdet i deres søgen efter en af de tre piger, der umiddelbart før optagelsesstart stak af efter et dramatisk knæk på selvtilliden. Desuden er der en række videointerviews (svingende fra 34 sek. til 13.30 min. varighed) med Phillip Noyce, manusforfatteren/producenten Christine Olsen, executive producenterne David Elfick og Jeremy Thomas, Kenneth Branagh, fotografen Christopher Doyle, børnedramalæreren Rachel Maza og komponisten Peter Gabriel, en liste over skuespillerne, teaser-trailer, biograftrailer, Chase TV-reklamen og Emotive TV-reklamen. Desuden findes nogle interessante features på DVD-ROM: En Study Guide lavet med henblik på skoleundervisning, samt 5 artikler, der meget tydeligt illustrerer hvor kontroversielt et emne Noyce har haft fat i med sin film, og der diskuteres hvorvidt der er tale om forvanskning af fakta eller en sandfærdig og lødig redegørelse. Omfangsrigt og unikt, en perfekt samling ekstra-materiale til en vægtig og vigtig film.

©2003 Verdensfilm / designfaktor.dk | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse