Home

NavigatorSend os en mailOversigt over anmeldelserDownload anmeldelsen i Word formatRetur til forsiden

Specifikationer:

Sadomania (1981)
Spanien / Vesttyskland
Spilletid: 102 min

Instruktør: Jesus Franco
Skuespillere: Ursula Buchfellner, Ajita Wilson, Antonio Mayans, Gina Janssen, Nadine Pascal

Selskab: Blue Underground
Region: 1 (NTSC)
Billedformat: 1.65:1 (16:9)
Lyd:
DD 2.0 Mono: Engelsk

Undertekster:
Engelsk (ved spansk dialog)


Kan købes hos:

> Laserdisken


Officiel hjemmeside:

> Sadomania

Sadomania

4/10

Sadomania

Genre: Erotisk drama

Film
Billede Lyd Ekstra Screenshots
Information

Francomania

Det er de færreste, endsige nogen som helst, der som den spanske enfant terrible Jess Franco kan fremvise et CV på foreløbigt over 150 instruerede spillefilm. En præstation der vidner om en helt usædvanlig og tilsyneladende uophørlig kreativitet, men tallet giver samtidig anledning til en berettiget mistanke om det gennemsnitlige kunstneriske niveau, særligt indholdsmæssigt. Mange af hans film er blevet skudt over ganske få uger og på vanvittigt slanke budgetter, hvilket ikke nødvendigvis altid resulterer i dårlige film, men i Franco's tilfælde heller ikke i de mest dybsindige eller lødige affærer. Så hvor det er en mild overdrivelse at beskylde ham for at være tankeprovokerende, er der til gengæld ingen fare for bare at kalde ham provokerende, slet og ret. Gennem sin lange karriere har han trådt på næsten alle de tæer han har kunnet komme i nærheden af, og ikke overraskende har mange af moralens vogtere flere af hans film på deres all-time-worst-lister.

Sadomania er en af dem, og det er sådan set ikke svært at se. Den tilhører kategorien WIP (Women In Prison) - en genre der i grunden ikke behøver at være noget fordækt ved (se det polske mesterværk Interrogation fra 1982), men for en rebelsk instruktør, der har en forbilledlig evne til at finde noget beskidt i alt fra badebolde til binære talsystemer, indeholder den et næsten uoverskueligt potentiale for uhæmmet eksponering af kvindekønnet. Og det forstår Franco at udnytte i rigt mål, for han har henlagt sin historie til et fængsel, der ikke kan stave til BH og hvor det eneste, der er strammere end budgettet, sidder på talrige unge og velformede kvindenumser - hvis der endda sidder noget som helst. Sjældent har man oplevet så meget bar hud i én og samme film, og kan der overhovedet tales om en nøgenhedskvote, så har Franco overskredet den i en grad, der kan give selv de mest liberale nudistforeninger et kollektivt slagtilfælde. Det er dog ikke mængden af bare piger, der har sikret Sadomania dens famøse kultstatus, skabt oprørte vande hos censuren og udløst et totalforbud i England, men snarere den kontekst de optræder i - situationer, der er vurderet som værende ydmygende, fornedrende og til tider decideret perverse.

Og i den henseende er det mest iøjefaldende ved Sadomania vel nok et optrin med en impotent guvernør, der for at få rejsning, så han kan gøre sin kone gravid, må overvære en kvinde blive voldtaget af en viril og slikken schæfer! Ja, den er god nok. Men i ovennævnte forløb antydes der dog (heldigvis) mere end der vises, og det chokerende element udspiller sig således primært for tilskuerens indre øje. Ellers er der meget lidt der overlades til fantasien, men selv på trods af det, er der ikke meget der kan give anledning til frygtelige sindsbevægelser. Plottet om det nygifte ægtepar, der må så grueligt meget igennem da de på deres bryllupsrejse forvilder sig ud på forbudt område, hvorpå konen fængsles og manden skal befri hende igen, har galoperende spjæt i kasketten og tager sig nogle gevaldige friheder med hensyn til indre logik, skuespillet er enten overdrevent karikeret eller sammenbidt, dialogen er plat og forrygende morsom, og ligeledes giver nogle tydelige produktionsmæssige kompromisser anledning til flere utilsigtede latterudbrud, bl.a. en af filmhistoriens mindst overbevisende krokodiller. Bizart nok kan man næsten tale om, at filmen besidder en noget nær barnlig og charmerende uskyld i sin eksekvering af de hyppigt forekommende excesser, modsat dens forbillede Ilsa - She Wolf Of The SS, der er mere bloddryppende i sin sadisme.

Så efter flere scener med kvinder der udsættes for straffearbejde, agerer levende skudsmål i en sump, sælges til bordeller, voldtages, deltager i lesbisk sex (åbenbart obligatorisk i kvindefængsler) samt slagsmål og gladiatorlignende våbenkampe in puris naturalibus, står spørgsmålet: Er Sadomania mandschauvinistisk og misogyn? Der er slet ikke nogen tvivl om, at filmen sender disse signaler gennem sine ret så firkantede og stereotype frem- og udstillinger af eksempelvis den sadistiske og bi-seksuelle fængselsdirektør Magda (transseksuelle Ajita Wilson), hendes glubske og mandhaftige fangevogtere og de overvejende svagelige og hjælpeløse indsatte. Til gengæld er alle mændende (minus to) sexliderlige slavehandlere eller fimsede, homoseksuelle alfonser (Franco selv modtager en godmodig baghyler), så diskriminationen går sådan set i begge retninger. Et forsigtigt gæt er, at Franco med Sadomania har set sit snit til (for Gud ved hvilken gang) at tage tøjet af og beundre en række smukke repræsentanter for det modsatte køn (bl.a. Playmaten Ursula Buchfellner og Gina Janssen, kendt fra de danske Tegn-film), med afsæt i en historie, der absolut ikke må tages seriøst. Set med de briller er filmen mere til grin end til gru, og, tør man sige overordentligt 'barmfuld'?


Billede: 8/10

Fantastisk! Blue Underground gør et beundringsværdigt stykke arbejde i at opstøve de flotteste materialer til deres udgivelser, og Sadomania hører til blandt deres helt store bedrifter. Det er en low-budget film med over 20 år på bagen, men ud over lette og enkelte større ridser samt gryn i nogle af de mere mørke scener, skal der kun falde ros for de (med enkelte undtagelser) klare, naturlige farver, overvejende flotte kontraster og et godt, skarpt billede med masser af detaljer (se blot de mange nærbilleder af hud for bevis.) Et herligt eksempel på, hvor meget en god overførsel kan gøre for en film. Filmen er præsenteret i formatet 1.65:1 og er anamorfisk.


Lyd: 6/10

Det er desværre meget let at høre, at dialogen er synkroniseret, idet den står meget tydeligere frem end resten af effekterne og underlægningsmusikken. Men det ændrer ikke ved, at det engelske Dolby Digital 2.0 Mono-lydspor er ganske klart og behageligt - ret udynamisk, men med god talegengivelse uden forståelsesproblemer. I enkelte scener slår dialogen over i spansk (filmen er restaureret fra flere forskellige kopier, og enkelte scener har aldrig været dubbet til engelsk), men disse passager er til gengæld tekstet på engelsk.


Ekstra: 5/10

Mest interessant er endnu et velkomment interview med den altid hyggelige Jess Franco, der efterhånden må høre med blandt de mest generøse filmfolk til at medvirke i dokumentarprogrammer. I programmet Sadomaniac (17 min.) fortæller han veloplagt og frimodigt (om end ikke særligt dybsindigt), bl.a. om problemerne med at finde 50 kvinder, der var villige til at optræde nøgne i udendørs optagelser, om at optage film i Spanien efter diktatoren Franco's død, og så har han en pikant anekdote om den transseksuelle Ajita Wilson og om nogle sjove ting der skete med hendes anatomi efter et par øl. Dernæst er der så 2 trailere: En engelsk og en spansk, et ganske omfattende billedgalleri med filmplakater, pressemateriale, lobby cards, stills fra filmen og forskellige video-covers (omslaget fra den danske lejevideo fra 80'erne er også med). Til sidst 2 ret flotte biografier: En om Jess Franco og en anden om den karismatiske og gådefulde Ajita Wilson, hvor man får en lang og detaljeret gennemgang af hendes turbulente karriere fra hendes debut i midthalvfjerdserne og frem til hendes død i 1987.

©2003 Verdensfilm / designfaktor.dk | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse