Home

NavigatorSend os en mailOversigt over anmeldelserDownload anmeldelsen i Word formatRetur til forsiden

Specifikationer:

Salò (1976)
Italen / Frankrig
Spilletid: 112 min

Instruktør: Pier Paolo Pasolini
Skuespillere: Paolo Bonacelli, Giorgio Cataldi, Umberto Paolo Quintavalle, Aldo Valletti, Caterina Boratto

Selskab: Criterion Film
Region: 2 (PAL)
Billedformat: 1.67:1 (4:3)
Lyd:
DD 2.0 Mono: Italiensk

Undertekster:
Dansk
Norsk


Kan købes hos:

> Laserdisken


Officiel hjemmeside:

> -


Trailer

> -

Salò - eller de 120 dage i Sodoma

8/10

Salò - eller de 120 dage i Sodoma

Genre: Drama

Film
Billede Lyd Ekstra Screenshots
Information

Æd den!

Midt i en forsamling trækker en mand bukserne ned, sætter sig på hug og forretter sin nødtørft. Efterfølgende flås tøjet brutalt af en ung pige, som kommanderes ud på gulvet, hvor hun får en ske udleveret, og så er det ellers bare værsgo at tage for sig af den friskbagte/lagte delikatesse i alles påsyn. Måltidet bliver forventeligt ikke indtaget med velbehag, og det er omtrent samme følelse man selv sidder med gennem den italienske instruktør Pier Paolo Pasolinis nihilistiske svanesang Salò, der, undskyld udtrykket, kan kaldes svært fordøjelig.

Og så hører ovenstående hændelsesforløb endda til blandt filmens mildere indslag. Det bliver meget værre, og da Salò i 1976 fik premiere i de danske biografer, blev den også efter kort tid taget af programmet, idet den simpelt hen var alt for skrap kost for datidens publikum. Men selv om der i mellemtiden er flyttet mange grænser inden for film, er det selve værkets fuldstændigt humorforladte, pessimistiske væsen der gør, at det selv den dag i dag kan være svært at bearbejde de grusomme gerninger forvoldt mod helt uskyldige, unge mennesker, man her konfronteres med.

For iscenesættelsen er om noget kontant og ubarmhjertig. De hyppige og ekstremt udpenslede tortur- og voldtægtsscener (af både hetero- og homoseksuel karakter) er så ydmygende og nedværdigende, at det er svært at fatte, at nogen overhovedet har villet lægge krop til udskejelserne, og følgelig endnu mere vanskeligt at distancere sig fra filmen ved at sige, at det jo bare er skuespil. Pasolinis vision er kold, udsigtsløs og uden glimt af håb, der er ingen retfærdighed til, der vises ingen medlidenhed og den gennemsyrede fornemmelse af definitiv undergang fuldender billedet af Salò som regulær dommedagsfilm.

Man går således ikke fra denne kyniske opvisning i afstumpethed i opløftet sindsstemning, men det har dog heller aldrig været hensigten. Det mærkes i hvert eneste billede, at der bag kameraet har stået en mand uden tro på menneskeheden og med en så ubeskriveligt stor livslede, at det derfor i bagklogskabens klare lys ikke kommer som den store overraskelse, at han kort efter Salò's færdiggørelse kom slemt af dage. Hans forkullede lig blev fundet på en strandbred ved Ostia, og de mystiske omstændigheder omkring dødsfaldet, ikke mindst tidspunktet tæt på filmens premiere, mere end antyder, at der var tale om bestilt mord.

Og angiveligt fra højt sted, selv om det til dato aldrig helt klart er blevet bevist. Men mistanken bestyrkes i og med, at filmen i sit inderste væsen er et klart angreb på samtidens kristeligtdemokratiske topledere (som Pasolini direkte kaldte fascismens arvetagere) og deres magtmisbrug. Der er i hvert fald ikke overladt meget til misforståelsen, idet hovedpersonerne i Salò netop udgøres af fascister, - en dommer, en hertug, en biskop og en direktør, og gennem dem tegnes der et billede af menneskelig fordærvelse affødt af uindskrænket magt. Med Pasolinis håndfaste tilgang til sin historie samt harmdirrende, sociale indignation, er der dermed lagt i ovnen til undergravende og potent, politisk sprængstof.

Det er i slutfasen af 2. verdenskrig under Mussolinis regime, og stedet er byen Salò. I et stort palads har de fire ovennævnte, højtstående herrer forskanset sig med otte smukke piger og drenge, der til lejligheden, med hjælp fra en håndfuld kollaboratører, er blevet bortført fra omegnen. Disse seksten unge - og selv aristokraternes egne døtre - skal nu stå til rådighed som redskaber for alskens feticher og sexlege, som anspores af tre aldrende prostituerede, der på skift i en art forsamlingssal diverterer med bramfri og eksplicitte, erotiske fortællinger. Ulydighed medfører straf, måske øjeblikkelig død, og således begynder et orgie i dekadence og vulgariteter, hvis lige endnu ikke er set i filmhistorien.

På et tidspunkt besluttes det, at de unge ofre skal agere hunde, hvorpå de klædes af til skindet (hvilket i grunden sker ret ofte), iføres halsbånd samt snor, tvinges til at kravle rundt på alle fire og spise mad af hundeskåle. Næste skridt på vejen hedder fortæring af egen afføring, hvilket kulminerer i et stort festmåltid, hvor alle de deltagendes saftende ekskrementer bliver serveret på store sølvfade. Til sidst kommer så gidseltagernes ultimative nydelse, nemlig udslettelsen af drengene og pigerne, som nu har tjent deres formål, hvilket bl.a. foregår ved skalpering, brænding af kønsdele og øjenudplukning.

Det bliver ofte brugt som billigt salgstrick for at lokke nysgerrige til, men sjældent har det været mere på sin plads at advare om en films indhold over for ikke blot sarte sjæle, men så sandelig også de mere hærdede. Undertegnede er dog udmærket klar over, at der nok stadig vil være dem der tager denne påmindelse som en opfordring, men selv om der ganske vist forekommer rigelige mængder af kønsorganer, mandlige såvel som kvindelige, så er Salò, hvis historie skulle være en meget tro bearbejdelse af selveste Marquis de Sades 'De 120 dage i Sodoma', alt andet end erotisk pirrende lagt an.

For de unge er ikke skildret som mennesker, men slet og ret som legetøj eller slaver, som blot kan udstilles, udnyttes og kasseres efter brug. Det er sådan som de ses gennem øjnene på de fire fascister, hvis synsvinkel vi som beskuere er nødt til at opleve begivenhederne igennem. Vi er tilskuere som blot betragter de uendelige, sadistiske mishandlinger, og bliver på sin vis også implicerede. Dette er meningsløs vold uden formildende omstændigheder, hvilket får volden til at fremstå desto mere virkelig og ubærlig, og man føler sig i den grad efter slutteksterne, der ledsages af grotesk blid musik, ualmindeligt tilsmudset og skidt tilpas.

Det uundgåelige spørgsmål trænger sig efterhånden mere og mere på: Er Salò ren spekulation eller vigtig filmkunst? Med sine detaljerede fremstillinger af perversiteter opfylder den rigeligt kravene til den første kategori, men Pasolini har med sine tidligere film bevist sig som en så begavet, uomgængelig og indsigtsfuld instruktør, der har inspireret senere, markante filmskabere som Catherine Breillat, Claire Denis og Gaspar Noé, at man derfor ikke bare uden videre kan afskrive hans sidste værk (der i øvrigt byder på et utal af fantastisk smukke billedkompositioner begået af filmfotografen Tonino Delli Colli (Rosens Navn)) som søgt eller fortænkt.

Salò bør retfærdigvis ikke ses og vurderes isoleret fra sin rette kontekst, nemlig den, at filmen er som det sidste åndedrag i et unikt menneskes komplekse og traumatiske livsforløb. En mand, hvis opvækst med en fascistisk far og antifascistisk mor prægede ham i en sådan grad, at han i sin videre tilværelse, for at bearbejde sine akkumulerede indre konflikter, konstant formåede at sætte sig i opposition mod snart sagt alt og alle. Salò er visualiseringen af Pasolinis indre modsætningsforhold, der forekommer så sammensatte og uforligelige, at filmen derfor heller ikke byder på nogen som helst form for (for)løsning.

Det burde give sig selv, men nævnes bør det alligevel nok en gang, at Salò stadig er noget af en manddomsprøve at stå igennem, og et stykke uforsonlig, modbydelig og nedslående filmhistorie, der efter gennemsyn ikke lader sig fortrænge.


Billede: 7/10

Dette er langt fra markedets flotteste DVD-overførsel, men de, der har haft misfornøjelsen at stifte bekendtskab med udgivelserne af den pågældende film fra England eller USA, vil vide, at der her er tale om intet mindre end en sand åbenbaring. De andre versioner, selv den fra det ellers altid pålidelige amerikanske selskab Criterion Collection, havde en usædvanligt tåget og blød billedgengivelse, farverne var ofte matte og ustabile, og så var enkelte scener så mørke, at det praktisk talt var umuligt at se, hvad der foregik. Sådan forholder det sig ikke med Criterion Film-versionen. Billedet står med meget få undtagelser rigtigt skarpt, og grundet de markant forbedrede lys- og kontrastforhold, dukker der nu en masse nye detaljer op, som man ikke tidligere troede fandtes. Farverne har ligeledes fået sig en ansigtsløftning, de er mere mættede end før og ser for størsteparten af filmen realistiske og naturtro ud, selv om der dog er få tilfælde hvor hudfarverne er en kende lyserøde. Her og der forekommer der dog også små og lidt større ridser, og i enkelte scener (særligt under filmens for-, mellem- og sluttekster) er der skiftende lysintensitet, hvilket resulterer i en slags blinken. Det lyder dog meget værre end det egentlig er, og man skal være lidt af et skarn hvis man ikke kan værdsætte den alt i alt flotte præsentation der her foreligger af Salò. Faktisk det eneste, man godt kan være en smule skuffet over er, at filmen, der er gengivet i formatet 1.67:1, ikke er forberedt til 16:9.


Lyd: 7/10

Det er en udbredt misforståelse, at selv ældre film (uanset genre) når de udgives på DVD, absolut må og skal præsenteres i nye, funklende Dolby Digital 5.1-versioner der fuldt ud lever op til tidens standarder, for hvor ofte har det ikke vist sig, at dette blot har været et tomt gimmick, hvor det stort set ikke var til at skelne det nye lydmix fra et almindeligt, velfungerende mono- eller stereolydspor? Salò har en aldeles udmærket, ren og klar gengivelse af den originale, italienske mono-indspilning, dog med enkelte tilfælde af let støj og en til tider spids diskant. Da dette primært er en dialogdreven film, er basudladninger ikke påkrævet, men i enkelte scener, hvor man hører lyden af flyvemaskiner, bemærkes der en meget behersket, men dog distinkt bund. Fornemt.


Ekstra: 2/10

Af en film at være, der siden dens premiere har fremprovokeret så mange voldsomme reaktioner og ophedet polemik, virker det lidt magert, at det på ekstramaterialet ikke har kunnet blive til mere end en kortfattet biografi om Pasolini, samt en trailer for den aktuelle film. På den fremragende franske udgivelse fra Carlotta fandt man bl.a. to dokumentarprogrammer, et på 32 minutter om Pasolini, og et andet på 20 minutter med interviews med fremtrædende instruktører af i dag. Desuden indeholdt DVD'en også en rigtigt flot booklet på 45 sider med utroligt meget historisk baggrundsmateriale, der for alvor sætter filmen i relief, bl.a. en levnedsbeskrivelse af Marquis de Sade plus et forord (skrevet af Gilbert Lely) til 'De 120 dage i Sodoma', et par interviews omkring Saló med Pasolini (bl.a. hans sidste på TV), en fortegnelse over hans værker, foruden en masse 'bag kameraet'-fotografier samt billeder fra filmen (hvoraf flere viser kameravinkler, der ikke er benyttet i filmen, eller, scener, der slet ikke er kommet med). Desværre er ingen af disse lækkerier på engelsk, så hvis man virkelig vil vide mere om Salò, må man enten lære sig fransk eller tage en tur på biblioteket.

Men bare det, at det overhovedet er muligt nu at se filmen i ordentlig kvalitet og med danske undertekster, er i sig selv lidt af en begivenhed og rigeligt værd at glæde sig over.


©2005 Verdensfilm / designfaktor.dk | Gengivelse tilladt mod kildeangivelse