 |
I dårligt selskab
En mand får et spark i mellemgulvet og gulvet ryster, som om en bombe gik af under stolesædet. Senere bliver en mavesæk punkteret med en høtyv, og saftige slubre- og gnaskelyde hældes vellystigt ud af højtalerne. Mådehold og raffineret diskretion? Næppe, men det har tilsyneladende heller ikke været hensigten for filmens koreanske instruktør Sung-Hong Kim, som snarere har bestræbt sig på, med kontante og håndfaste virkemidler, at lave en ekstremt rå og hårdkogt lige-i-synet-thriller af den type, som amerikanerne er mestre i. Ulækkert er det, men er det også underholdende?
Det unge par Yun-hie og Jeong-hyun er taget af sted på tre dages ferie for at fejre sidstnævntes første salg af et manuskript. Alt virker i disse indledende scener som idel lykke, og til lejligheden har Jeong-hyun købt en ny bil samt lovet sin kønne veninde at sørge for, at denne tur vil blive uforglemmelig. Sådanne løfter plejer næsten altid at være et dårligt tegn, så det skal selvfølgelig gå galt, og det hele starter, da han kommer til at påkøre en mand på en parkeringsplads. Denne er tilsyneladende ikke kommet noget videre til, men grundet sin dårlige samvittighed, tilbyder Jeong-hyun at give ham et lift. Så vidt så godt. Der går dog ikke mange minutter, før den ekstra passager begynder at blive rigtigt ubehageligt selskab, så ved førstkommende lejlighed bliver han også sat af. Men det bliver endnu værre. Om aftenen hvor de to unge har indlogeret sig på et dyrt hotel og netop er gået i gang med en omgang øm elskov, splintres idyllen af en sten gennem vinduet (filmens i øvrigt bedste chok), og da de den følgende dag udsættes for grov bilchikane og lignende terror, slår det klik for Jeong-hyun og han går til angreb på forfølgeren, hvilket dog ikke får den tiltænkte afskrækkende effekt. Snarere tværtimod, for nu skruer den fremmede for alvor bissen på. Yun-hie træder nu i karakter og foreslår en mægling mellem stridshanerne, så de kan få afsluttet denne martrende affære. Hvad er denne misantropiske mand til syvende og sidst egentlig ude på? Han vil gerne have at de alle tre kører en tur sammen, såmænd (læs: mand, veninde, ny bil og mystisk forfølger slipper ikke uden skrammer).
Det er mere end tydeligt, at manuskriptforfatteren Hye-young Yeo har set den fænomenale amerikanske thriller ”The Hitcher” og klassikeren ”The Duel” mere end to gange, men hvor disse film til perfektion dyrkede klaustrofobisk uvished og umotiveret terror, lykkes det ikke for instruktøren Sung-Hong Kim at implementere disse elementer lydefrit i sin film, hvor det, der skulle være gådefuldt, i stedet bliver frustrerende og uengagerende. Og det kan forklares med et ord: Overkill. Der er ganske enkelt et troværdighedsproblem, som desværre aldrig bliver udslettet, og det dræber næsten ethvert tilløb til elementær spænding. Joong-Hoon Park (med en stemme som Joe Cocker’s nikotingule askebæger) krukker sig vildt og hæmningsløst gennem sin rolle som den lemlæstelsesliderlige psykopat, og selvom han ved filmens slutning har talrige brækkede ribben, fingre og tillige med et par lig på samvittigheden, fremstår han i enden ikke som andet end en mildt afvigende, pueril og karikeret pauseklovn med seriøs opmærksomhedstrang. Men en genstridig en af slagsen, vel at mærke, med et helt usædvanligt godt helbred, og et oplagt valg til økologisk selvmordspilot (han kan bruges igen). Hvilket selvfølgelig er helt i tråd med filmens voldsomt absurde og overdrevne hang til blodige excesser inden for både rimelighedens og urimelighedens grænser. Mere lattervækkende end alvorligt, og det kan ikke have været meningen. Til sidst sidder man unægteligt blot tilbage med en fornemmelse af, at man har fået serveret en lang række klichéer, men er blevet snydt for det bedste. Det kan dog ikke benægtes, at denne lettere moralsk anløbne anmelder trods alt er en smule fascineret af denne (trods alt teknisk flotte) afstumpethed og generelle mangel på god smag. Beklager. Men det bedste bud til den almindeligt velfungerende og samvittighedsfulde borger må dog alligevel være: ”Say No”. 
Billede: 10/10
Hvis filmen ikke er den allerstørste fornøjelse, så kan man da trods alt trøste sig med, at billedkvaliteten alt andet lige er noget nær perfekt. Det lyser ud fra hvert eneste billede, at der her er tale om en topprofessionel produktion: Klare, stærke og rene farveflader, et sublimt kontrastforhold, som sikrer en unik dybde i scenerne, og en næsten absurd skarphed og detaljerigdom. Minimalt med snavs og ridser, og ingen komprimeringsfejl. Man kalder det referenceniveau. Formatet står på omslaget angivet til 1.85:1, men er i virkeligheden 1.76:1 (anamorfisk).
Lyd: 9/10
Som tidligere nævnt lægger filmens overdrevne stil op til ballade, og det får vi så! En ros må gå til filmens lyddesignere, som har sluppet hæmningerne og sørget for at alle højtalere deltager aktivt i begivenhederne. Man kan ubesværet skelne de mange effekter fra hinanden på det dynamiske og sprøde lydspor, der heller ikke lader bas-fetichisterne noget tilbage at ønske. ”Say Yes” er en sådan type film som man snildt kan starte en nabokrig med.
Ekstra: -/-
Biograf-trailer, videointerviews med instruktøren og de tre hovedrolleindehavere, et ”Making Of”-program og instruktør- og skuespillerprofiler. Ingen af disse features er med engelsk tekst.
|
