 |
Smukt bestialsk puslespil af kød og blod
Efter David Fincher's mesterskab med Se7en oplevede thrillergenren et kæmpe boom - Jonathan Demme's Silence of the Lambs havde allerede gjort en væsentlig del af forarbejdet, men det var Fincher og hans grumsede, nihilistiske snapshot af et nutidigt samfund i hastigt moralsk forfald der for alvor gjorde seriemordere til godt stof i biograferne. Men så godt som ingen af de plagiater der fulgte i en lind strøm, havde noget af deres forbilleders friskhed eller, måske vigtigst af alt, originalitet. Man kalder det venstrehåndsarbejde, og selv om filmene på den glatte overflade opfyldte nutidens krav om stjernespækkede rollelister og tekniske raffinementer, skulle man ikke grave dybt før man blev mødt af et stort, rungende tomrum. Så professionelle var håndværkene, at næsten ethvert tilløb til ægte følelser eller engagement løb ud i skuffelser og gabende kæber.
Heldigt er det derfor, at efterdønningerne fra de to benævnte films succes bredte sig ud til andre og fjernere verdensdele, hvor andre talentfulde filmfolk kunne prøve kræfter med denne umiskendeligt amerikanske genre. Et godt bud på en værdig opfølger kunne derfor være den isnende, sydkoreanske Tell Me Something, en umådeligt ondsindet film noir så mørk i tonen og visionerne, at man næsten frygter for sit helbred og er tæt ved at stå af efter den første partering er kørt hen over skærmen under forteksterne. Men så ville man gøre sig selv en bjørnetjeneste, for efter et par minutter står det klart, at ikke blot er produktionen helt i særklasse, ikke blot besidder billederne en næsten urimelig perfektionistisk skønhed, men samtidigt med er filmen et fængslende, introvert menneskedrama. En skæbnetung og karakterdreven historie med et sjældent fokus på de enkelte individer, og som på trods af sin bizarre (men stilfulde) indledning, faktisk er meget tilbageholdende i brugen af voldsomme effektudladninger, der så til gengæld er så meget desto mere effektive når de indtræffer.
Politimanden Cho's (Suk-kyu Han) job hænger pludselig i en tynd tråd, da det kommer frem, at han i en længere periode har presset en mistænkt til at betale sin dødssyge mors uendelige hospitalsregninger. Som en slags soning og for at redde stumperne af sin videre fremtid (samt sin plettede sjæl) accepterer han så en umulig opgave: En række mænd, uden synlig forbindelse med hinanden, er fundet parteret i sorte plastikposer rundt omkring i Seoul, men med ombyttede kropsdele. Endvidere er de gængse identifikationstegn destrueret, men via en lille detalje sporer den rådvilde Cho sig endelig frem til en af ofrenes bekendte, den unge kvindelige kurator Su-Yeon (Eun-ha Shim), som kan præsentere ham for noget uventet - hun har kendt dem alle. Sagen kompliceres imidlertid, idet nøglen til den videre opklaring skal findes i Su-Yeon's traumatiske fortid, som hun desperat har forsøgt at fortrænge eller slippe bort fra, bl.a. ved to mislykkede selvmordsforsøg.
En del af fascinationskraften ligger i den afdæmpede måde hvorpå instruktøren lader de enkelte scener hvile i sig selv og giver plottet samt de enkelte figurer tid og rum til at udvikle sig. Som i en kinesisk æske bliver vi med jævne mellemrum præsenteret for små, men udslagsgivende overraskelser, som atter sætter personer og handling i nyt lys og sørger for at holde interessen fangen lige til det sidste. At påstå at historien indeholder samme grad af dybde og samfundskritisk relevans som Se7en, ville imidlertid være en mild tilsnigelse. Tell Me Something er ren underholdning, men lavet med respekt for det tænkende publikum, for snarere end at skære detaljerne ud i pap eller overeksponere sine pointer, udelader den nærmere en enkelt eller to. Men om manuskriptforfatteren så enten sidder tilbage med disse brikker til det sirlige puslespil med et skævt smil på læben, har lagt et effektivt røgslør eller om han slet og ret selv er i vildrede, skal stå frit for den enkelte at fortolke. Undertegnede er dog villig til at lade tvivlen komme ham til gode, og tror på, at næste gennemsyn af dette særdeles velspillede og kryptiske mysterium vil løse op for nogle af uklarhederne. Måske. Uagtet ethvert udfald, vil hverken øjne eller hjerneceller have taget skade - og det er nu rart en gang imellem at få en kvalificeret udfordring. 
Billede: 7/10
Det her er en af de lidt sværere, for den ligger lige på vippen til en karakter højere end den der her er blevet givet. Farvereproduktionen er varm og fyldig og gør filmens klassefotografering ære, lige som kontrastforholdene er tilpas afstemte og detaljeringen er ret tilfredsstillende. At der en gang imellem forekommer lette, bølgende billedforskydninger ved sceneskift og at der i enkelte af de mørkere passager forekommer svag pixelering, ændrer ikke på helhedsindtrykket. Det store dilemma går derimod ud på, at filmen, der her vises i formatet 1.78:1, ikke er anamorfisk, hvilket ville have gjort en i forvejen fornem og skarp præsentation endnu bedre. Men som det er her, er det svært at brokke sig med store bogstaver, og tommelfingrene ender derfor bestemt med at pege opad.
Lyd: 8/10
Der er godt med gods i det fænomenale, koreanske Dolby Digital 5.1-mix. Lige som filmen er lydsporet i lange passager meget afdæmpet, og man omsluttes hele tiden af små, diskrete og velopløste effekter med fine detaljer. Men pludselig overraskes man i chokbølger og så får man for alvor bekræftet, at hele højtalersystemet er ude og vifte med ørerne, og dynamikken i disse sekvenser er (med undtagelse af det store bilsammenstød, der savner lidt mellemgulvseffekt) flot afstemt og en nydelse at lytte på. Det er ikke en sand magtdemonstration à la Lord of the Rings-filmene, men måden som der disponeres over lyden på, er til UG.
Ekstra: -/-
Karakteren bortfalder, idet supplementerne foregår på koreansk uden engelske undertekster. DVD'en indeholder filmografier over den mandlige og kvindelige hovedrolleindehaver Suk-kyu Han og Eun-ha Shim, en trailer (2.27 min), en musikvideo (2.58 min),en sammenklipning af filmens højdepunkter (11.58 min) og en Bag Kameraet-optagelse (8.03 min).
|
