 |
Uovertruffet, smukt og djævleblændt kuldegys
Billedet er helt enkelt, men fuldstændigt umuligt at få ud af hovedet igen, når først man selv har set det. Vi er ved en lille skovsø omgivet af frodig bevoksning, ved bredden sidder en lille pige i en fin, hvid kjole og leger en stille leg, og alt burde ånde fred og idyl, var det ikke på grund af en enkelt detalje, som helt og aldeles ændrer på den overvejende atmosfære. For ude på søen midt i en sivø står en kvinde iklædt en sort robe, ansigtstrækkene er lidt uklare, men de sorte øjne træder igennem, og hun foretager sig reelt ikke andet end at stirre tomt ud mod pigen, og mod os publikummer. Hvorfor står hun der, men lige så relevant, hvordan kan hun overhovedet, for det er jo ganske naturstridigt? Medmindre, selvfølgelig, at hun ikke er af denne verden.
Kvindens sælsomme tilstedeværelse står i dyb kontrast til de harmoniske omgivelser og antager således en ubeskriveligt truende karakter, og det er selve det surrealistiske i hele scenariet, bl.a. det at den pågældende episode sågar udspiller sig ved højlys dag, som frembringer en følelse af utryghed, afmagt og frem for alt, paranoia. For når denne person, eller rettere, entitet, tydeligvis kan manifestere sig hvor som helst efter behag, kan man ikke vide sig sikker på hvilket sted det vil vise sig næste gang, eller hvornår. Hele tiden er man overvåget, man kan ikke gemme sig, og det er selve bevidstheden om disse kendsgerninger, som giver næring til den omsiggribende og snerrende klaustrofobi.
Ovenstående er blot én ud af talrige uforglemmelige scener fra Jack Claytons mesterlige filmatisering The Innocents (den helt indlysende inspiration for den fænomenale The Others med Nicole Kidman), der er baseret på Henry James' klassiske gyserroman Turn of the Screw, men selv om der er gået næsten 45 år siden den for første gang løb over de hvide biograflærreder, står den mere stolt end nogensinde. Intet af dens evne til skræmme har fortaget sig, og det på trods af at der med tiden er sket så store, teknologiske landvindinger, at det efterhånden kan lade sig gøre at vise alt på film. Men det er måske også en af forklaringerne. Tilliden til publikums forestillingsevne er i de fleste såkaldte gysere så skræmmende lav, at man i nyindspilninger som The Haunting mener, at effekterne alene kan gøre tricket.
Styrken i The Innocents ligger derimod ikke i at forfalde til billige, gennemprøvede chok eller lade alskens indretninger og boligmøblementer komme larmende til live, men snarere i et henholdende tempo at skabe suggestive stemninger, som sætter svingninger i vores tankevirksomhed. Og når først en film får lov til stille og roligt at bane sig vej helt derind i baghovedet, hvor vores mørkeste fobier og fantasier ligger og ulmer, er djævelen for alvor løs, for det er altid den enkeltes underbevidsthed, der kan supplere de levende billeder med de suverænt mest skræmmende detaljer. Således er Claytons gespenster relativt flygtige, og med hans sikre sans for stil, præcis personinstruktion og sublime, fortællermæssige raffinementer, får han iscenesat sin spøgelseshistorie så behændigt og troværdigt, at den efterlader en bestandig, skælvende uro i sindet.
Siden de to børn, Flora og Miles, ulykkeligvis mistede deres forældre, har deres velhavende onkel (elegante Michael Redgrave) været deres formynder og ladet dem bo i sit enorme, landlige palæ. Han er dog lidt af en playboy, og da han føler, at hans særlige levevis og 'lystige' omgang med kvinder ikke går godt i spænd med opdragelsen af børn (læs: de er en belastning), ansætter han pebermøen Miss Giddens som guvernante, hvilket dermed indebærer, at hun også overtager det fulde ansvar. Den nervøst anlagte kvinde er indledningsvis lettere bekymret for hvordan hun vil blive modtaget af de to børn, for hun vil jo blot deres bedste. Men hendes bange anelser skal vise sig at have været ubegrundede. Flora og Miles åbner nemlig straks både arme og hjerter for Miss Giddens og tager hende til sig, som havde hun altid været en af familien.
Men det store palæ gemmer på en frygtelig tragedie. Tidligere har der udspillet sig et turbulent og voldsbetonet kærlighedsforhold med dødeligt udfald mellem kammertjeneren, den meget maskuline Peter Quint, og den forhenværende guvernante Miss Jessel, og begge var de meget tæt knyttet til børnene. Miss Giddens begynder at efterforske den gamle historie, og trinvist bliver Floras og Miles opførsel mere nedladende og ondskabsfuld, samtidigt med at skikkelserne af de to afdøde elskende med jævne mellemrum kommer til syne. Men Miss Giddens er tilsyneladende den eneste der kan se dem, og hver gang hun konfronterer børnene med det, virker de sært undvigende og hemmelighedsfulde i deres reaktion. Den efterhånden meget nervesvækkede guvernante frygter nu, at de to genfærd har noget grufuldt i sinde med Flora og Miles.
Har hun ret i sin mistanke, eller er det hende, der gradvist driver ikke bare sig selv, men også børnene til vanvid? Muligvis er det bare uskyldig leg når Flora og Miles hvisker og sender blikke til hinanden, og deres utilregnelige optræden er jo ikke uforståelig, specielt ikke set i lyset af deres traumatiske oplevelser, men Clayton afvikler disse scener med en djævelsk tvetydighed, så man aldrig helt kan slippe mistanken om, at de måske kunne være under indflydelse af onde ånder. Hvad der dog ikke hersker tvivl om er, at denne anmelder er besat af Pamela Franklin (som senere medvirkede i andre effektive gys, bl.a. The Nanny og The Legend of Hell House) og Martin Stephens (der var ondt barn i filmen Village of the Damned fra 1960) som Flora og Miles. De spiller med en imponerende indlevelse og professionalisme, der er helt unik, selv for meget ældre aktører.
Rollen som Miss Giddens er et af gysergenrens helt store højdepunkter, og afgjort Deborah Kerrs mest intense og (ære)frygtindgydende præstation i en i forvejen imponerende værksfortegnelse. Hendes fremstilling af en hæmmet kvindes mentale nedsmeltning er ladet med så megen seksuel ambivalens, som gør, at de mange, mystiske begivenheder kan betragtes i et helt andet og nyt perspektiv, og The Innocents transcenderer hermed den klassiske, 'haunted house'-genre. På det overordnede plan er der stadig tale om en uhyre virkningsfuld spøgelseshistorie, men under overfladen gemmer der sig også et sammensat, psykologisk drama, men hvad enten man ser filmen af den ene eller anden grund, så er der stor sandsynlighed for, at man i fremtiden nærmer sig lukkede gardiner og mørke vinduer om natten med større varsomhed end tidligere.
Den visuelle signatur er sat af en af branchens måske allerbedste filmfotografer, Freddie Francis, hvis indsats her er af en anden verden. De altid drømmelignende, surrealistiske og ikonografiske kompositioner ikke bare underbygger, men bestyrker også historiens uforlignelige og dragende kobling af dvælende poesi og rendyrket, psykisk terror. Heldigvis har Francis valgt at indfange viktoriatidens England i sort/hvide billeder (ligesom han senere gjorde med David Lynch's Elefantmanden), for det fremhæver netop de dæmoniske og gotiske kvaliteter, som den imposante, slotslignende kulisse besidder. Den tekniske virtuositet alene er grund nok til at stifte bekendtskab med The Innocents, men primært bør man gøre det, fordi den på samtlige pladser er besat af folk, som alle på samme tidspunkt formåede at yde deres absolut ypperligste.
Et smukt, grusomt kunstværk, og kvintessensen af selve gysergenren. 
Billede: 7/10
Da jeg første gang blev bekendt med, at The Innocents ville se dagens lys på DVD, var det forbundet med nogen ængstelse for, om CinemaScope-fotograferingen - noget af det mest udsøgte nogensinde i horrorgenren - ville blive bevaret. Det var derfor en sand lettelse at erfare, at australske Umbrella Entertainment havde udgivet filmen i det korrekte format, 2.37:1 og heldigvis forberedt for 16:9. Angiveligt skulle overførslen være trukket fra en helt ny kopi, men filmens alder kan stadig spores. Der er periodevise ridser af varierende størrelse, langt de fleste er dog så relativt små, at de enten ikke generer eller slet ikke bemærkes, og i få scener har et hår sneget sig ind i bunden af billedrammen. Som en spøjs detalje bør det også lige nævnes, at filmen et enkelt sted lige hopper ca. et halvt sekund tilbage, men det går ikke ud over synkroniseringen med lyden. Derudover er indtrykket meget positivt. Jo, billedet synes her og der lidt grynet, blødt og mat i farverne, men langt det meste af vejen er kontrasterne, skarpheden og detaljegengivelsen meget tilfredsstillende. Og så er der ikke anvendt edge-enhancement. Om den kommende Region 1-udgivelse fra Fox i starten af september kan toppe denne fra Umbrella Entertainment, vil tiden vise, men indtil da er benævnte version bestemt acceptabel.
Lyd: 5/10
Et godt gys er så godt som ikke noget værd uden en lydside, og denne film har så sandelig en godt tænkt og virkningsfuld en af slagsen. Bare så længe man ikke forventer bulder og brag, så leverer det originale engelske Dolby Digital 2.0 Mono-lydspor masser af stemning og myrekrybende effekter. I det store hele er lydsporet som på mange andre gamle film - der er en bestandig, svag, underliggende susen, lidt knas og skratten her og der, og diskanten kan til tider føles lidt kras. Men dialogen er hele tiden til at forstå, og det går (i hvert fald ikke for undertegnedes vedkommende) aldrig hen og bliver generende, for når først man fanges af handlingen, så tænker man ikke over de små skavanker. Selvfølgelig kunne der nok være gjort lidt mere ved lydsporet, men det er hørt meget værre end her.
Ekstra: 2/10
Man skal ikke investere i denne udgivelse for supplerende materiale. Bedst er det medfølgende billed- og plakatgalleri (en videomontage, der kører 1.33 min), hvori der indgår farvebilleder af de medvirkende taget mellem optagelserne. Desuden finder man 4 trailere fra Umbrella Entertainments sortiment: Dragonwyck (0.54 min), Anna Karenina fra 1948 (3.23 min), Topper (4.47 min) og Tess (3.44 min). Noget skuffende er der ikke en gang inkluderet en trailer for The Innocents, selv om det står angivet på omslaget.
|
