 |
Såret, der aldrig heles
Salig Charles Bronson gjorde med sin præstation i selvtægtsdramaet Deathwish (på dansk En Mand Ser Rødt) sit navn udødeligt og gav samtidigt verden den film, der for den bredere befolkning vel nok er den mest kendte inden for voldtægt/hævnergenren og som i dag nærmest har antaget ikonografisk status. Men går man lidt længere ud i periferien finder man i Sverige en titel som Thriller – A Cruel Picture, der for alvor skubber grænserne for ondskab og hvad man kan tillade sig at vise af vold og sex i en almindelig spillefilm, hvilket derfor med ubestridelig sikkerhed vil dele publikum i to meget skarpt opdelte lejre. Men hvor meget man så end væmmes, er filmen ikke sådan lige til at affærdige som ren og skær spekulation, idet den formår at implementere sine grafiske og provokerende elementer i en velfortalt og gribende historie, som er afviklet i et uforceret og besindigt tempo der bibringer en til tider kras og fortættet, dokumentarisk autenticitet, uden at det bliver på bekostning af den tekniske flair og visuelle elegance. Thriller er en forunderlig størrelse der ikke ligner noget andet, og som ikke uden videre lader sig kategorisere.
En lille pige bliver på en smuk efterårsdag overfaldet og voldtaget af en gammel mand i en skov, hvorefter hun som følge af det voldsomme traume mister evnen til at tale. Men dette er blot begyndelsen. 15 år senere er hun, Madeleine (Christina Lindberg), blevet til en smuk, men også meget sky og indesluttet kvinde som går til hånde på forældrenes gård. Men en dag på vej ind til byen kommer hun for sent til bussen og så trækker den forkerte mand, Tony (Heinz Hopf), uheldigvis ind til siden og tilbyder hende et lift. Godtroende tager hun imod budet og kører med hjem til ham, hvor hun bliver budt på en drink, uvidende om at den er fyldt med bedøvelsesmiddel. Hun bliver efterfølgende tilbageholdt mod sin vilje og i løbet af et par uger gør Tony hende til narkoman for bedre at kunne holde styr på hende. For Tony viser sig at være alfons, og med de dårlige kort Madeleine har på hånden, har hun ikke noget andet valg end at lade sig tvinge ud i prostitution for at få det nødvendige, daglige fix. Hun gør dog hvad hun kan for at stritte imod, men da hun kradser sin første kunde voldsomt i ansigtet, gør Tony kort proces og sørger nu for med en skarp skalpel, at Madeleine må leve resten af sit liv uden ikke bare sin stemme, men også med halveret syn.
Titlen lyver så bestemt ikke. Thriller er en umådeligt mørk og ond film, og de mange pinsler som den stakkels Madeleine må gå igennem er så kyniske og brutale, at det faktisk ikke er til at bære. For efter hun som nævnt blindes på det ene øje (en scene så frygtindgydende troværdig, at den har startet spekulationer om hvorvidt der mon til lejligheden har været brugt et ægte lig), udsættes hun dag efter dag for systematisk voldtægt, som tilsyneladende ser ud til at skulle fortsætte i en uendelighed. Som tilskuer tillades man end ikke den mindste smule optimisme, for med instruktøren Bo Arne Vibenius’ vision er vi milevidt fra Hollywoods ofte glamouriserende og sorgløse fremstilling af prostitution. Her bliver vi præsenteret for en kold og trøstesløs verden i hvilken stofmisbrug, rå, beskidt sex og kolde kontanter sætter den sørgeligt realistiske dagsorden, hvor hjerterum, ægte omsorg eller ømhed ikke eksisterer og ulydighed kan koste en livet, som det bliver tilfældet med den godhjertede, men ulykkelige sjæl Sally. Ensomhed, afmagt og fortvivlelse er den logiske konsekvens og det er i denne afdeling af plottet, hvor man ikke tror det kan blive værre, at filmen først rigtigt begynder at vise tænder.
I skildringen af de talløse overgreb på Madeleine har man nemlig valgt at benytte sig af ægte pornografiske scener, der inkluderer både penetrationer, anale såvel som vaginale, samt ejakulationer - og alt sammen i usminkede close ups. Det er nådesløse billeder som rammer en med et chok, fordi man tror man er i gang med at se en almindelig spillefilm og således ikke er forberedt på at blive konfronteret og overrumplet på denne konsekvente måde. Naturligvis vil der være dem der rystet sætter spørgsmålstegn ved om dette nu virkelig også er nødvendigt, men disse hardcore indslag (der ikke er udført af Lindberg selv) er ikke erotisk pirrende lagt an, men brugt som dramatisk virkemiddel til at forstærke indtrykket af ydmygelse og fornedrelse og dermed skærpe sympatien for Madeleine der lider i stilhed samt yderligere motivere hendes efterfølgende gengældelsesaktion mod de mænd og kvinder, som har gjort hende uret. Voldtægt er og bliver frastødende og krænkende - sådan skal det fremstilles og det bliver det også her, så hvad ens mening end måtte være om den direkte udpensling, så tjener scenerne bestemt et formål.
Det er så de sidste godt og vel 45 minutter der indeholder filmens hævnerdel, som udløses efter Madeleine erfarer at hendes forældre har begået selvmord på grund af hadefulde breve som Tony har sendt til dem i hendes navn, hvorpå hun i hemmelighed begynder at træne til at blive en effektiv dræbermaskine. Meget passende iført dramatisk sort trenchcoat og matchende klap for øjet går hun så efter misdæderne én efter én med oversavet jagtgevær i virtuose slowmotionoptagelser, der leder tankerne hen i retning af Sam Pekinpahs film og hans unikke, velkoreograferede og poetiske voldsæstetik. Men gennem voldsudøvelse findes ingen oprejsning eller forløsning for en indestængt vrede og tabt uskyld, der er som et åbent sår der ikke kan heles, og derfor er Madeleines kamp en kamp der ikke kan vindes. En anskuelse, som formidles beundringsværdigt og stærkt gennem Christina Lindberg, der i den altdominerende og svære hovedrolle har måttet forlade sig udelukkende på ansigtsmimik og kropssprog. Hendes usentimentale fortolkning af en sødmefuld og sårbar pige, der gradvist forvandles til en forhærdet og resigneret morder, er et af Thriller's vægtigste aktiver og har indtil sidste, knugende billede en validitet og en gennemslagskraft, som hæver denne uforglemmelige kultfilm langt over glat og anæmisk eskapisme. 
Billede: 7/10
Dette er meget vel ikke verdens største 7-tal, men så længe man tager i betragtning, at dette er en gammel lowbudget-produktion med en meget turbulent baggrundshistorie og begrænset udbredelse, kan man kun tillade sig at være virkeligt godt tilfreds med Synapse Films præsentation, som tydeligvis er resultatet af et kæmpe engagement og en glødende passion for denne film. Jovist, billedet er stadig ganske grynet, der forekommer ind imellem enkelte ridser og pletter, men til gengæld er farvegengivelsen stærk og udtryksfuld med et godt afstemt kontrastforhold, og skarpheden er i lange perioder faktisk rigtigt udmærket, hvilket detaljerigdommen i de mange nærbilleder af ansigter er et endegyldigt bevis på. Og så skal der kun lyde ros for at filmen også er forberedt til 16:9. Til sidst lige en korrektion af tekniske specifikationer: På DVD-coveret står billedformatet angivet til 1.78:1, men er i virkeligheden 1.66:1.
Lyd: 6/10
Man har her den valgmulighed at lytte til en engelsk synkronisering, men hvorfor i alverden gøre det når man også kan vælge filmens originalsprog? Som med billedet er der givetvis også her lagt kræfter i et møjsommeligt restaureringsarbejde, og det svenske Dolby Digital 2.0 monolydspor lyder rigtigt hæderligt. Dialogen går fint igennem, og den gennemførte, dramatisk meget virkningsfulde og absolut minimalistiske brug af lydeffekter og klaustrofobisk underlægningsmusik kommer bestemt til sin ret og formidles rent uden støj og susen. I enkelte tilfælde kan diskanten dog virke en anelse skinger, men det er små bagateller, som ikke trækker ned på den endelige karakter. Subwooferen kom på intet tidspunkt på hårdt arbejde, men det var heller ikke forventet.
Ekstra: 7/10
Til en film så sjælden som denne er det lidt af en overraskelse hvor rundhåndet et sæt ekstramateriale DVD'en kan diske op med. Først er der 4 trailere: En TV-reklame (31 sek) og den fremragende biograftrailer (1.30 min) (i begge tilfælde går filmen under navnet They Call Her One-Eye), dernæst er der en Double Feature-trailer (2.52 min) hvor filmen under navnet Hookers Revenge sælges sammen med en anden hævnerfilm The Photographer's Model, og endelig er der Thriller-traileren (1.25 min) hvor filmen går under sin originaltitel. En række fraklip vises i sammenklippet form (1.07 min), som en sjov ekstra-feature har Synapse Films for fornøjelsens skyld omredigeret Thriller's lagerhalskampscene (5.23 min), som nu inkluderer alternative scener fra andre versioner af filmen, og i en mystisk videomontage kaldet Movie In Pictures fyres hele filmen af i billeder - på 40 sekunder. Inkluderet er også en række omfattende billedgallerier: For fans af Christina Lindberg vil fotoserien In Bed With Christina (der, som de fleste sandsynligvis kan gætte, indeholder en ret pæn håndfuld nøgenbilleder af denne ualmindeligt smukke starlet) nok vække mest begejstring, og der er et par frække billeder mere i Behind The Scenes-serien, artwork, lobbycards og pressemateriale fra Thriller's lancering i Cannes kan ses under Advertising and Promotion, i Deleted Fight Scene præsenteres nogle sjældne stills fra en udendørs kampscene, som desværre gik tabt på grund af en fejltagelse i fremkaldelsesprocessen, hvorefter man grundet økonomiske omstændigheder var nødt til at skyde scenen om i en lagerhal (den scene, som kom med i den endelige film), og endelig rundes billedgalleriet af med Production Photos. Til sidst er der filmografier over instruktøren Bo Arne Vibenius og skuespillerinden Christina Lindberg, og i DVD'ens liner notes fortæller Robert Marcucci (der bl.a. skriver anmeldelser for sitet DVDMANIACS.COM) hvorfor Thriller har en berettiget plads i filmhistorien.
|
