 |
Forunderlig og fortryllende
For præcis 10 år siden kunne en strålende og tydeligvis overrasket Anna Paquin i en alder af bare 12 år stille sig op på Oscar-podiet og modtage en pris for sin bi-rolle i The Piano, en af de mest velfortjente priser Akademiet har uddelt i nyere tid. Og nu er der mulighed for at endnu en newzealandsk film kan gentage kunststykket. Vinderkandidaten hedder denne gang Keisha Castle-Hughes, er 13 år gammel, og er blevet tildelt en nominering i den helt tunge kategori Bedste Kvindelige Hovedrolle for sin indsats som den unge pige Paikea i den prægtige film Whale Rider. Så skal Hollywood redde noget af æren og troværdigheden tilbage efter den halvkatastrofale uddeling sidste år, der havde glitter og glimmer i højsædet og hvor det hule og intetsigende paradenummer Chicago vandt hele 6 priser, bør der tilfalde en statuette til dette unge, indtagende og åbenlyse naturtalent for hendes rørende, usentimentale og vitterligt meget stærke præstation.
En maorilegende ligger til grund for det nutidige, etniske drama, der viser en gammel kultur i opbrud og hastig forandring i et samfund beliggende ved den newzealandske østkyst. Hertil ankom for mange år tilbage forfaderen Paikea på ryggen af en hval, og siden da har det førstefødte drengebarn fra hver ny generation i familien arvet hans navn og automatisk blevet den, der skulle føre stammen og traditionen videre. Men arvefølgen brydes, da den kommende nye leder dør under en fejlslagen fødsel og tager moderen med sig, medens de begge overleves af drengens tvillingesøster. Hendes far, Porourangi (Cliff Curtis), giver hende navnet Paikea, på trods af kraftige indvendinger fra bedstefaderen Koro, der langsomt kan se alt hvad han har troet på smuldre bort for øjnene af ham. Porourangi drager bort, men vender efter 11 år tilbage, hvorefter den gamle konflikt mellem ham og Koro blusser op igen. Bedstefaderen er nu mere end nogensinde besluttet på at finde den nye leder blandt byens unge drenge, men Paikea er under sin opvækst hos bedsteforældrene efterhånden blevet bevidst om sin herkomst, identitet samt den byrde der følger med, så hun sætter nu alt ind på at lære de gamle skikke for at leve op til den rolle og det ansvar, som skæbnen har tildelt hende. Men kan hun bryde de mange fordomme samt en årgammel tradition, og samtidig samle sit folk og vinde sin bedstefars accept?
Den kvindelige instruktør Niki Caro går til sin historie med varsomhed og en forståeligt stor fascination - hun nærer tydeligvis oprigtig respekt for de mennesker hun skildrer (Paikea's gemyt- og trivelige onkel (Grant Roa) og kordiale bedstemor (Vicky Haughton) er f.eks. ikke til at stå for), og fra det udgangspunkt er der så vokset et poetisk og humant værk, der er rigt nuanceret og ikke deler verden op i enten sort eller hvidt. Det moderne maorifolk er, med undtagelse af kæmpesuccesen Once Were Warriors, ikke noget vi ser meget til på det hvide lærred, men her kommer Caro godt ind bag deres kultur og mange af de fremmedartede ritualer på en tilgængelig, ligefrem og levende facon, der er dragende og fuldstændigt opslugende. Men hvor hun har søgt en troværdighed i person- og miljøtegningen, har hun tillige med stræbt efter at skabe et transcendentalt univers med mytiske undertoner, der anslår et åndeligt slægtskab mellem maorierne og den omgivende natur. Det kunne let være blevet opstyltet, men Caro forcerer de åbenlyse faldgruber med ynde og besindighed og når med sine mange åndeløst smukke og berusende billeder af newzealandske lokaliteter sikkert og tørskoet i land.
Men helt basalt handler Whale Rider om noget så universelt som gensidig respekt og det almene behov for bekræftelse og anerkendelse, hvilket fremstilles noget så smukt, især i det komplekse forhold mellem Koro og barnebarnet Paikea. Koro er en stolt, men også meget stædig mand, der så desperat forsøger at holde fast på de gamle værdier, at han i sine anstrengelser ikke formår at vise hengivenhed for sine nærmeste. Og Paikea, hvis største 'fejl' er at hun er pige, kæmper en brav, nærmest umulig og smertelig kamp for at bevise sit værd og, ikke mindst, sin uendelige kærlighed til sin bedstefar. Men på trods af flere tilspidsede og gnistrende konfrontationer, er man på intet tidspunkt i tvivl om de meget stærke bånd mellem de to viljefaste personligheder samt de varme følelser de nærer for hinanden. Og når man tror på dem, skyldes det primært et par usædvanligt fintfølende og intense præstationer fra henholdsvis Rawiri Paratene som Koro og det lillebitte, udtryksfulde stjerneskud Keisha Castle-Hughes. Deres indbyrdes kemi kan mærkes hele vejen, og scenen hvor Paikea i skoleteatret skal holde en tale til ære for sin bedstefar, der aldrig dukker op, er hjerteskærende og et ubestrideligt emotionelt højdepunkt af en kaliber, der høster priser og lægger øjne under vand. Men Oscar eller ej, så er Whale Rider en sand, magisk vinder, der ikke behøver rækker af hædersbevisninger som bevis for sine mange kvaliteter. Dem skal folk med et åbent sind og et åbent hjerte nok selv få øje på. 
Billede: 9/10
Der har været lagt mange timer og kræfter i at finde selv de mindste defekter ved denne overførsel , såsom ridser, snavs og komprimeringsfejl - forehavendet er heldigvis mislykkedes katastrofalt. Farverne står funklende klart, kontrasterne er lige i øjet og giver god dybde - billedet står i al sin enkelthed perfekt og skarpt med en udsøgt detaljerigdom. Et forbilledligt stykke arbejde. Filmen præsenteres i formatet 2.31:1 og er anamorfisk.
Lyd: 8/10
Whale Rider byder på et dejligt rent Dolby Digital 5.1-lydmix, der er fri for støj eller susen af nogen art. Talen går lige igennem og hvad angår effekter, så er de velopløste og lette at placere, men primært henlagt til fronthøjtalerne. Bagkanalerne får dog i udvalgte passager også lov til at være med og her folder lydbilledet sig for alvor ud og bidrager med masser af atmosfære, som f.eks. når bølgerne bruser i havscenerne eller Lisa Gerrard's musik kæler blidt for øregangene og løfter tilskueren ind i en anden verden. Selv om dette ikke overvejende er en bastung film, leveres der ofte en utroligt flot og dyb, varm og stram bund, som subwooferen vil elske.
Ekstra: 9/10
Et meget rundhåndet bidrag til denne vidunderlige film. Først et interessant kommentarspor med filmens instruktør Niki Caro, der ind imellem (berettiget) falder hen i beundring over de vellykkede billeder, Lisa Gerrard's bevægende musik og de eminente skuespillerpræstationer, men som ellers analyserer flere scener fra filmen og fortæller engageret om bl.a. de mange overvejelser hun måtte gøre med hensyn til at skabe de rigtige stemninger og en effektiv dramaturgi, samarbejdet med skuespillerne og hændelser i forbindelse med optagelserne. Yderligere er der biograftraileren (2.27 min), 5 TV-reklamer (hver på 32 sek.), 8 fraklippede scener som man kan se med eller uden audiokommentarer, dokumentarprogrammet Behind The Scenes Of Whale Rider (27.04 min) med filmklip og interviews med flere af de involverede foran og bag kameraet, bl.a. Niki Caro, Rawiri Paratene og Keisha Castle-Hughes, dokumentarprogrammet Te Waka: Building The Canoe (11.14 min), 5 udvalgte numre fra filmens originale soundtrack samt en kommentar fra komponisten Lisa Gerrard, og slutteligt et billedgalleri med artwork og stills fra filmen.
(N.B.: I menuen TV-Spots findes der et easter egg, hvor man kan få adgang til den newzealandske trailer (1.56 min).
|
